/media/2811/flemming_ege_stemning_smuk16-2-of-4.jpg

2016 - udsolgt på rekordtid, ny scene og besøg fra popdronningerne

Sjældent har bøgeskoven kogt så meget af begejstring, som da popdronningerne Rihanna og Sia gæstede Smukfest for første gang. Samtidig var 2016 året for indvielsen af den splinternye Stjernescene, samt et hav af spændende barer og finurligheder.

Selvom flere anmeldere var noget lunkne i mælet efter både Rihanna og SIA's optrædender på Smukfest, kunne de ikke komme uden om det faktum, at gæsterne havde en fantastisk fest. Der var sjældent hørt så stort et brøl fra publikum, som da Ri-Ri på bedste danglish råbte "Smuuukfeeest!" fra Bøgescenerne - i øvrigt fuldt klædt i Smukfest-merchandise. 
Live Camp på KærligHeden var startskuddet på 8 dages antidagligdag, skov-limbo og Walther-feeling. Farveblind blev årets vinder af Live Camp Prisen og åbnede dermed Bøgescenen onsdag, mens Trees In Toronto vandt Tak Rock Prisen. Om onsdagen kl. 15.00 blev de første Smuklinger bippet ind på festivalpladsen - og traditionen tro ventede medhjælperne på den anden side, klar med Blå Thor, roser og knus. Det hele klimaksede i en magisk fest om søndagen, da TV2 lukkede og slukkede for Bøgescenerne med hjælp fra blandt andet Tina Dickow og Minds of 99. 

2016 var i øvrigt året hvor det nogenlunde rene og ordentlige område 'Nice Camp' blev introduceret,  du kunne bo og sove i en laber skotøjsæske fra Hummel og hvor din brandert blev gjort bæredygtig - Smukfest var nemlig den første danske festival til at gå 100% øko på fadøl.

ÅRETS ANEKDOTE

Sent onsdag nat går en af de ansatte hos Skanderborg Festivalklub en sidste runde backstage for at sige tak for i aften. Der er mørkt i bøgeskoven, men få meter forude dingler en lyskegle hen over jorden og skinner barkflisen op. Et sekund efter bumper den ansatte med skulderen ind i en person og kigger op. Foran hende står en af de største mænd, hun nogensinde har set med en lommelygte i hånden - og bag ham står ingen mindre end Robyn Rihanna Fenty herself, som straks bryder ud: "This place is amazing! I got a chill down my spine..." Den ansatte når kun at svare med et lettere konfust "ehh... okay," inden Rihanna bevæger sig svævende væk hen over barkflisen.


Åbning af Stjernescenen

En af de større begivenheder på festivalen i 2016 var åbningen af den nye Stjernescene. Talsmand for festivalen, Poul Martin Bonde, kigger tilbage på indvielsen og peger frem mod nye fokuspunkter for næste års festival. 
"Det var en af årets helt store fornøjelser at åbne Stjernescenen og hele det nye område her. At se både publikum og bands tage Stjernescenen til sig så hurtigt, var ikke mindst en stor cadeau til de mange folk der har knoklet i månedsvis for at få det hele klart. Fokusområder til Smukfest 2017 kunne være vejen mellem Capri og Stjernescenen og pladsen foran Søbadet. Og mon så ikke også en enkelt ny finurlighed sniger sig ind på festivalen," udtaler Poul Martin Bonde. 


Hjertesager og jubelhistorier

Smukfonden havde i år skrabet 211.000 kroner sammen til at støtte projekter, der hjælper socialt udsatte og ensomme personer. De blev traditionen tro uddelt under festivalen, og overrakt af fondens bestyrelse. Dagen efter blev Polka Verner Legatet uddelt til de fire kulturpersonligheder Peter Belli, Marie Key, Michael Simpson og Jytte Abildstrøm, som hver modtog 61.493 kr.
Igen i år havde Smukfest indgået et samarbejde med Fødevarebanken, der søndag nat efter festivalen kom og indsamlede tonsvis af mad til hjemløse og udsatte. Den følgende mandag morgen blev oprydningen for alvor sat igang på pladsen. Her havde Dansk Flygtningehjælp igen stillet med et hold frivillige flygtninge på 40 personer, som knoklede og grinede. 
Også på sikkerhedssiden var der jubelhistorier. 
"Antallet af anmeldelser på pladsen er lavere end normalt, og det er vi rigtigt glade for. Generelt har der været mindre tilfælde af ting, vi har skullet forholde os til," forklarer Thomas Rydahl, der er Sikkerhedskoordinator.

 
2016 var også året hvor...

... Kvickly for første gang åbnede som supermarked på KærligHeden
... du kunne flyve fra København til Smukfest med vandflyver
... Smukfests nye tværkulturelle område, Menneskeligheden åbnede
... du kunne lave en 5-retters gourmetmenu med en kendis i det nyåbnede HTH-køkken

Kort om 2016

  • Hovednavne: Rihanna, Sia, Sting, Jess Glynne, Martin Garrix, Maceo Parker, Axwell/Ingrosso, Kygo
  • Dato: 3.-7. august
  • Gæster: 27.000 partoutgæster og ca. 20.000 enkeltdagsgæster
  • Medhjælpere: 13.307 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?