/media/2818/smukoprydning-7867.jpg

Hjertesager

Grøn Stue

På Smukfest passer vi på hinanden og naturen. Derfor har vi lavet Grøn Stue – en ressourcevenlig tænketank, der går all in på secondhand og sortering!

I Grøn Stue sætter vi fokus på bæredygtige initiativer, der hjælper med at holde skoven ren og fin. Vi vil gøre det let for folk at sortere deres affald, vælge økologisk, undgå madspild, genbruge deres telte og generelt bare at holde skoven smuk.

Bæredygtighed er en kerneværdi for Smukfest. Det er vigtigt for os at tage ansvar for vores smukke bøgeskov og verden omkring os. Men dermed ikke sagt at vi er 100% bæredygtige i alt hvad vi laver - vi ønsker at stikke en retning ud for vores gæster, som de så kan følge eller lade være. Det tyder dog på, at vi har de fleste af gæsterne med: I vores publikumsundersøgelse for 2016 siger hele 77% af gæsterne, at de forventer, at Smukfest handler ressourcevenligt og bæredygtigt, mens 2/3 af gæsterne er interesseret i at overdrage deres campingudstyr til genbrug. 

Gennem årene har der været forskellige samarbejder med større og mindre nødhjælpsorganisationer. I 2015 endte en gruppe på 40 frivillige med at samle hele 18 paller campingudstyr fra festivalens gæster, som gik ubeskåret til flygtningehjælp på Lesbos. Det var en idé der blev til virkelighed efter et kort telefonopkald til Smukfest... Og sådan kan man selvfølgelig skabe et samarbejde. Men det hænder også at smukke initiativer sker, helt uden at vi har en finger med i spillet - som for eksempel da vi i 2016 opdagede at teltdugene fra vores Hotelte var blevet brugt til at lave shelters til græske, herreløse hunde.
Vi er altså jævnt vilde med genbrug - og derfor har du selvfølgelig også mulighed for at leje et genbrugstelt gennem Utopia Camping hvert år på festivalen.



Vi har også et samarbejde med Fødevarebanken, der hvert år kigger forbi vores madboder efter endt festival og afhenter overskudsfødevarer. Fødevarebanken leverer så maden videre til væresteder, krisecentre, herberger mv. der hjælper socialt udsatte. Du kan læse mere om initiativet her - eller se videoen fra årets indsamling lige her under.

Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores mad- og drikkeboder i en grønnere retning. Derfor er der også vegetariske og veganske muligheder på festivalen, ligesom Smukfest er den første danske festival til kun at sælge økologiske fadøl. Et nyere initiativ er genanvendelsen af de 130.000 tons appelsinjuice vi drikker om året - vi samler nemlig skrællerne ind og laver det om til grøn energi. Det fortæller Ulla Lund en smule om lige her: 

Der er mange fantastiske mennesker på festivalen, og de gør alle sammen et stort stykke arbejde for at holde festivalen smuk. Vi håber meget, at I også vil være med til det! 

 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?