/media/1790/polka2.jpg

2008

Den ene er hotelejer på Samsø og tidligere madmor på Smukfest, mens den anden er musiker og gammel Skanderborgdreng. Begge gør de noget helt særligt for musikken i udkantsdanmark. Stort tillykke til Turid "Guf" Hanevold og Peter Sommer.

Legatbestyrelsen om Turid "Guf" Hanevold, modtager af Polka Verner Legatet 2008:

"Igennem mere end 10 år har denne 'skjønne' kvinde drevet hotel på Samsø – og ikke bare et hvilken som helst hotel, næh det er vel nærmest Danmarks eneste ”rockhotel” hun driver der i Brundby. Et sted, hvor det år efter år lykkes hende at trække store og gode musiknavne til. Ikke fordi der er penge i det, for det er der virkelig ikke - hverken for hende eller for de optrædende - men fordi hun simpelthen finder det vigtigt, at der også er levende musik og teater i udkanten af Danmark, og fordi hun formår at skabe den unikke stemning omkring sig, der gør, at så mange musikere og skuespillere gerne lægger omvejen forbi, for at optræde på rockhotellet."

Legatbestyrelsen om Peter Sommer, modtager af Polka Verner Legatet 2008:

"Han er opvokset i Skanderborg; har skrevet sine første sange her, har udfoldet sig frit i skoven, når det var anden weekend i august, og har i det hele taget suget næring af byen og dens originaler, i så rige mængder, at det siden har udfoldet sig i et af de senere års stærkeste danske sangkataloger. Nu får han Polka Verner Legatet, men han havde i svær grad også fortjent byens nøgler, hvis de fandtes, for ingen har sat 'Otte Seks Seks Nul Skanderborg' bedre på landkortet end ham. I enkle, men også dybe og rige sange. der. ofte med hjemstavnen som udgangspunkt, rummer hele landet og sigter længere endnu."

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?