Så byder vi velkommen til dem der skal byde velkommen
De vil guide dig gennem 5 antidagligdage i bøgeskoven fordelt på de 4 scener. Vi præsenterer med stolthed årets konferenciers:
BØGESCENERNE
Konferenciers på Bøgescenerne er Søren Rislund og Peter Palshøj. Rislund er festivalens nestor på konferencierområdet – og har været det myndige midtpunkt på vores hovedscene(r) siden 1982. Ved siden af karrieren her på festivalen er Søren Rislund også halvdelen af Totalpetroleum og i sin fritid en af landets største eksperter i brand- og redningskøretøjer. Peter Palshøj indledte sit engagement på festivalen som bagscene-reporter på Danmarks Smukkeste Koncert i 2004 – og har siden 2006 været Rislunds makker på Bøgescenerne. Peter Palshøj er i sit civile liv vært på TV3s fodboldmagasin Onside.
RYTMEHANS P4
Konferenciers i RytmeHans er Jacob Haugaard og Jørn ”The Wonder” Andersen. Haugaard behøver for den erfarne festivalgænger næppe nærmere introduktion – idet han har været omdrejningspunkt for festivalens næststørste scene siden den åbnede i 1991. Jørn Andersen er nu også en aldeles erfaren festivalherre – ikke mindst som midtpunkt i populære The Powls, der første gang optrådte på Den Smukkeste i 1997 og stort set har været her hvert år siden.
P3 TELTET
Værter i P3 Teltet er Adam Duvå Hall og KanonKongen. To erfarne radio-rotter – der selvfølgelig begge kommer fra P3. Adam Duvå Hall høres dagligt som vært på programmet ”Formiddagen” – mens KanonKongen er del af holdet der kører ”Go´ Morgen P3”.
BLUSEN
Konferenciers i Blusen er Peter ”Tigermand” Dalsgaard - når det handler om børneunderholdningen - og Frank Megabody i de blå timer. Dalsgaard har mere end 20 års erfaring med børneunderholdning – og har undervejs været alt fra cirkus- og teaterdirektør til julemand. Megabody er en veritabel veteran ud i konferencier-faget, som han har dyrket her i skoven siden 1990. Frank Megabody er også konferencier på flere andre danske festivaler – og optræder resten af året som musikeren af samme navn, med sange fortrinsvist af egen avl og for både børn og voksne.
Kostumebar/Barkostume
Klaus Wunderhits
Klaus Wunderhits er Konferencier i det nye udklædningstempel Kostumebar/Barkostume.
DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK - TELEFON: 87 93 44 44