/media/1746/konferenciers.jpg

Årets konferenciers

Traditionen tro vil der igen i år været lined up med de fedeste konferenciers. Programmet består af nye som gamle, og der er god mulighed for underholdning igennem hele programmet til årets fest i skoven.

I år har vi igen fornøjelsen af Søren Rislund, Peter Palshøj, Adam Duvå Hall, Simon Jul og Jørn "The Wonder". Nye på vognen har vi Gyrith Cecilie Ross, Andrew Moyo og sidst, men ikke mindst - Carsten Holm. 

 

Bøgescenerne

Konferenciers på Bøgescenerne er Søren Rislund og Peter Palshøj.

Rislund er festivalens nestor på konferencierområdet – og har været det myndige midtpunkt på vores hovedscene(r) siden 1982. Ved siden af karrieren her på festivalen er Søren Rislund også halvdelen af Totalpetroleum og i sin fritid en af landets største eksperter i brand- og redningskøretøjer. 

Peter Palshøj indledte sit engagement på festivalen som bagscene-reporter på Danmarks Smukkeste Koncert i 2004 – og har siden 2006 været Rislunds makker på Bøgescenerne. I sit civile liv er Peter Palshøj redaktør og vært for TV3Sports Formel1-dækning.

Stjernescenen

Konferenciers på Stjernescenen er Simon Jul og Adam Duvå Hall.

Adam har en glorværdig fortid som vært på P3 og TV3. Han er nu tilbage på P3, men denne gang som redaktør for satire og udvikling.

Simon Jul har bl.a. været medlem af Banjos Likørstue, en del af Det Røde Kapel, halvdelen af nyhedsduoen Mørk og Jul, skæv figur i adskillige reklamefilm, studievært på Radio 24syv og solist med hang til rock og blues, senest på albummet ”35”.

P3 Teltet

To af P3s stærke værter indtager P3 Teltet og guider dig igennem det omfattende program. De nye værter i teltet er Gyrith Cecilie Ross og Andrew Moyo. 

Gyrith kender du bl.a. som logebestyrer i Alpha Omega om lørdagen og som jævnlig musikpusher i programmerne efter fyraften.

 

Andrew Moyo er vært i bl.a. P3 med ... og Det Elektriske Barometer.

Sherwood Scenen

Din vært på Sherwood Scenen er en aldeles erfaren festivalherre – og du er sikkert stødt på ham som midtpunkt i populære The Powls - Jørn The Wonder, der første gang optrådte på Den Smukkeste i 1997 og stort set har været her hvert år siden.

Live Camp

Ny konferencier på Live Camp er Carsten Holm, til daglig en af ankermændene på P6 Beat, hvor han laver Formiddagen på P6 sammen med Mikael Simpson. Carsten har arbejdet for DR siden 1993 – og har igennem årene prøvet stort set alle aspekter af værtsrollen.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?