/media/2897/header_idacorr.jpg

Ida Corr

…hun har en gudsbenådet stærk soulstemme (Gaffa).

Ida Corr er i svær grad en multitaskende artist - sådan rent kunstnerisk set - der uden problemer kan boltre sig i flere sammenhænge af gangen. Hun dyrker både en flot karriere som solist og et flittigt og festligt samarbejde med ligesindede, som populær gæstesanger hos bl.a. Kato, Eric Gadd, Oliver Helden, Rasmus Nøhr, Chris Minh Doky og andre der har ønsket en dosis af hendes soul og sødme på deres tracks. Da Ida Corr sidste efterår var blandt de medvirkende i Toppen af Poppen, var det da også oplagt for både seerne og de kunstnere hun her fortolkede, at hun hører til blandt det lille lands helt store sangerinder. Et nyt soloalbum skulle være på vej fra Ida Corr – og at dømme efter førstesinglen ”Down” og de seneste koncerter, tyder det på, at hun denne gang dyrker den soulmusik, der ligger så godt til hendes stemme.

Ida Corr startede sin karriere som ganske ung – og som del af bandet Årgang 77 vandt hun som bare 11-årig det, der dengang hed Børne Melodi Grand Prix. I mange år var hun en særdeles populær korsangerinde for ikke mindst Gnags – og i 2005 kom så solodebut´en ”Streetdiva”. Året efter kom ”Robosoul” – og i 2008 kom ”One”, der både rummede highlights fra de første albums og megahittet ”Let Me Think About It” i forskellige remix. Sidstnævnte sang blev, i den hollandske stjerne-DJ Fedde Le Grands udgave, Ida Corrs adgangsbillet til de internationale hitlister og grovhittede over hele Europa i 2007, bl.a. med en andenplads på den engelske single-liste. På 2009-udspillet ”Under The Sun” havde Ida Corr bl.a. Shaggy som medvirkende – og om hendes indtil videre sidste solo-album, ”Corr Values” fra 2013 skrev Gaffa: ”funkdronningen leverer sædvanen tro sin afro-elektroniske stammedans ufortrødent.”

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?