/media/2961/header_majorlazer.jpg

Major Lazer

I was expecting my first Major Lazer concert to be a twerktastic, crunk-crazed, vuvuzela-blaring zorbathon - and I'm not disappointed (Manchester Evening News)

Det er med stor fornøjelse, vi nu kan præsentere et af musikverdenens mest underholdende (og populære!) ensembler til programmet for Smukfest 2017: Major Lazer. Gruppen beskriver selv deres mission som “to make the world a smaller place by making the party bigger” – og til det formål har de vist en sjælden evne til at skrue hits sammen af en sådan slagstyrke, at de nærmest er selvskrevet som del af soundtracket til en hvilkensomhelst fest på planeten. De største af dem hører hver især til blandt de mest populære sange de seneste år – og man skal virkelig have opholdt sig far-far-far-away, hvis man skulle være gået glip af tracks som ”Lean On” (med DJ Snake og Mø), ”Light It Up” og ”Cold Water”, der tilsammen har haft mere end 2 mia. afspilninger på Spotify – og hvis tilhørende videoer har rundet 2,5 millioner plays på YouTube.

Major Lazer (idag anført af Diplo, Walshy Fire og Jillionaire) blev dannet i 2008 af super-DJen og produceren Diplo, der sammen med kollegaen Switch havde behov for et sted at dyrke deres begejstring for den jamaicanske dancehall-musik. I 2009 kom debutalbummet ”Guns Don´t Kill People… Lazers Do”. Indspillet i de legendariske Tuff Gong studier på Jamaica og med en lang række af genrens markante navne som gæster, var resultatet ifølge Pitchfork.com ”an armful of perfect cookout-, top down-ready songs”. Siden er der kommet yderligere to festbombe-albums fra Major Lazer: ”Free The Universe” (2013) og ”Peace Is The Mission” (2015). Begge også udgivet i udvidede udgaver – og mellem sig med et ekstraordinært opbud af gæstestjerner som Pharell Williams, Sean Paul, Bruno Mars, Wyclef Jean, Shaggy, Santigold, Ellie Goulding, Ariana Grande, DJ Snake og Justin Bieber. Og, ikke at forglemme, vores egen Mø, der altså leverer vokal på Major Lazers to største hits! Sidste nyt fra Major Lazor er endnu en hitsingle i form af "Run Up". Lavet i samarbejde med PARTYNEXTDOOR og Nicki Minaj og allerede med mere end 150 mio. streams på Spotify...

Som man kan læse ud af ovenstående anmeldelse af et gig i Manchester, er en koncert med Major Lazer nærmest som et overflødighedshorn af musikalsk fest. Eller som der videre stod om Major Lazers output i Manchester-avisen: “mashing together moombahton, reggae, electronica, dance music, dancehall, dubstep and now pop into one enormously eclectic ball of ecstasy.” Det ser vi alt sammen frem til at få en ordentlig omgang af i skoven…

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?