/media/2927/header_nikogjay.jpg

Nik & Jay

Mere musik, mere show, mere magi, tættere på, rent og råt – og altid med hjertet på det rette sted…

Ovenstående er Nik & Jays egen beskrivelse af, hvad publikum kan vente sig af deres livekoncerter i 2017. Og mon ikke duoen som så ofte før går endnu et gear op på de spektakulære shows, der har gjort dem til en af landets bedste og skarpeste live acts.

Nik & Jay er på alle måder et af de mest succesfulde musik-brands, Danmark har set på denne side af årtusindskiftet. Lige fra debutalbummet og frem til i dag har duoen konstant været i stand til at levere hits på stribe – og tager vi femten af de største fra de første elleve år, ender vi op med et soundtrack de fleste andre popkunstnere i Danmark ville ryste seriøst med røven for at have lavet: ”Elsker hende mere”, ”Nik & Jay”, ”Hot”, ”Pop-pop”, ”Lækker”, ”En dag tilbage”, ”Boing”, ”Når et lys slukkes”, ”I Love Ya”, ”Mod solnedgangen”, ”Kommer igen”, ”Udødelige”, ”Gi mig dine tanker”, ”United” og ”Ocean Of You”.

Det er efterhånden fire år siden Nik & Jay sidst udsendte et fuldt album – men det har på ingen måde betydet, at de ikke er lige skarpe i sangskrivningen, hvad de seneste års hitmissiler tydeligt har vist: Fra sidste års monsterhit ”Magisk” og den seneste ”Skytsengel”, fra programerklæringen ”Pænt nej tak” og erindringssangen ”Forstadsdrømme” til Danmarks-sangen ”Novembervej” og velgørenhedssinglen ”De vigtigste skridt”. ”På de gode dage har de dikteret tidsånden, på de dårlige har de ramt den alligevel”, som Politiken engang skrev i en liveanmeldelse.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?