/media/2967/header_peterbelli.jpg

Peter Belli

…en af Danmarks eneste rigtige rocklegender – absolut og ubetinget the real deal (Gaffa).

Peter Belli er en af de virkelige pionerer i dansk rock. Han fik sit gennembrud i 60erne, hvor han med sit lange hår og en af scenens mest markante stemmer både blev et af tidens største idoler og nærmest identisk med det, man dengang kaldte ”Pigtråd”.

Peter Belli udgav sin første single i 1964, har haft utallige hits igennem karrieren og er stadig mere levende end de fleste, når han indtager scenerne rundt omkring. Som Gaffa skrev i en koncertanmeldelse i 2014: ”…viste denne aften, hvordan det næsten naturstridigt er muligt stadig at stå som en livsbekræftende performer, der holder klassiske rock’n’roll-dyder i live. Ikke som en kustode, der skuer vemodigt og rutinepræget tilbage på fortidens bedrifter, men som en arketype på en kunstner, der befinder sig bedst på scenen i et vitalt og nutidigt samarbejde med unge musikere omkring sig”.

Med sit stærke unge band, De Rejsende, i ryggen, har Peter Belli de sidste par år nærmest (og nærmest naturstridigt) været bedre end nogensinde på scenen. Poweren og den legendariske vokal står så stærkt som nogensinde – hvad massevis af danskere også kunne opleve ved selvsyn, da Peter Belli i 2012 var del af holdet i den populære tv-serie ”Toppen af Poppen”.

Peter Belli fik i 2003 IFPIs ærespris for sin lange og flotte karriere i dansk musik – og i august 2016 fulgte vi her på Smukfest op ved at tildele Peter Belli vores store hæderspris ”Polka Verner Legatet”.

Peter Belli udgav i november sidste år albummet ”Som boblerne i bækken” – af ham selv annonceret som karrierens sidste, ligesom hans 2017-turne skulle være hans sidste med bandet. Vi håber koncerten her i skoven bliver ligeså mindeværdig som dengang i 1994, hvor Peter Belli gav en fantastisk koncert i det gamle RytmeHans, der efterfølgende blev udgivet som albummet ”Rock´n´Roll Live”.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?