/media/2975/header_savagerose.jpg

The Savage Rose

Når musik rammer som i aften, er der ingen ord, der virker tilstrækkelige til at beskrive de følelser, der slår ned i én som et lyn, forplanter sig i kroppen på sitrende vis og vækker alle sanser (Gaffa, liveanmeldelse)

Nærmest med så stærkt et udtryk som nogensinde kan The Savage Rose her i 2017 fejre deres 50 års jubilæum. ”Livsblues” kaldte Berlingskes anmelder den særlige genre, Savage Rose har dyrket siden starten i 1967 – og som blomstrer smukt og stærkt på bandets seneste albums, 2012-udspillet ”Love And Freedom” (der blev hyldet som et af bandets bedste albums nogensinde) og ”Roots Of The Wasteland fra 2014 (hvor bandet bl.a. nyfortolkede en række gamle sange). I begge tilfælde med den karismatiske Annisette som det vokale og visuelle fixpunkt.  

Det er altså hele 50 år siden, at debutalbummet “The Savage Rose” udkom og var med til at revolutionere den danske rock og samtidig definere den som en helt selvstændig kunstart. Siden er det blevet til en lang række plader – både store kunstneriske og kommercielle succeser og plader udgivet i små oplag. Der har været albums udgivet på store etablerede selskaber og andre indspillet for egne midler og udgivet på små alternative selskaber, fordi budskabet og indholdet var så vigtigt, at det skulle ud. Det er ikke mange, der kan udgive store plader med mere end 20 års afstand, men Savage Rose har gjort det med klassikere som “Dødens Triumf” og “Black Angel”. Og med de seneste udspil, “Universal Daughter” (2007) og ”Love And Freedom” (2012), viste Annisette og Savage Rose, at der også var liv i bandet efter afskeden med det mangeårige kompositoriske midtpunkt, Thomas Koppel, der pludseligt døde i 2006.

Liveudgaven af Savage Rose kommer ubesværet rundt i sange fra hele den lange karriere og har ved de seneste års koncerter både spillet klassikere fra de første albums og sange fra de seneste udgivelser samt helt nye numre. Udover Annisette består Savage Rose i dag af: Palle Hjorth (klaver, Hammond-orgel, harmonika), Jacob Falgren (kontrabas, el-bas), Anders Holm (trommer), Rune Kjeldsen (guitar) samt Naja Koppel og Amina Carsce Nissen (kor). 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?