/media/2934/header_buttenschoen.jpg

Thomas Buttenschøn

… jeg har ikke lavet andet de sidste 10 år. Jeg ved heller ikke, hvad det skulle være (Thomas Buttenschøn om at være musiker).

At Thomas Buttenshcøn også er en stor romantiker, fik man i den grad bevis på, da han i 2015 udgav sit seneste studiealbum ”Canas sange”. Det var nemlig intet mindre end en bryllupsgave til konen Cana, i form af en række ”varme og glade kærlighedssange, der mest af alt handler om, at kærligheden overvinder alt”, som der stod i Gaffa. Charmen, varmen og entertainergenet fik et nyt publikum øje på i 2016, hvor Thomas Buttenschøn nåede helt frem til kvartfinalen i fredagsfavoritten ”Vild med dans”.

Thomas Buttenschøn har været i konstant kunstnerisk udvikling gennem hele sin professionelle karriere. De to første albums ”Fantastiske Mandag” (2006) og ”Billeder Af Min Baggård” (2008) førte til et samlet salg på mere end 50.000 eksemplarer og sikrede den charmerende sangskriver et fornemt gennembrud. Sange som ”Fantastiske mandag”, ”Smukkere end smuk” og ”Michelle” gjorde Buttenschøn til fast gæst i radioen, og fik Politiken til at karakterisere den unge sanger og sangskriver som “Gårdsanger og lomme-Lenny Kravitz i én finurlig pakke”. Der var flere gode sange på Buttenschøns tredje album ”Køter”, men også nye sider af bagmanden, der her leverede et decideret koncept-album med et forlist parforhold og hvad deraf følger som omdrejningspunkt. Albummet bød bl.a. på titler som ”Dårlig sex”, ”Mand dig op” og ”Tæsk” som tydelige tegn på, at Thomas Buttenschøn ikke havde mistet sin sans for det direkte og umiddelbare sprog i sangene.
”… lyden af en ny og forbedret sanger og sangskriver” stod der at læse i Soundvenues fire-stjernede anmeldelse af Thomas Buttenschøns fjerde album ”Vinden blæser”, der udkom i august 2011. I 2014 gik Buttenschøn så lige lodret mod strømmen og udgav kun sit femte album på vinyl og cd – og kun til salg ved koncerterne. ”Sange der ikke er til radioen” kaldte han værket – der bl.a. blev anbefalet i Gaffa med 5 stjerner og konklusionen: ”Ti absolut fremragende, uegnede radiosange”.
Det er i løbet af karrieren blevet til talrige koncerter over hele Danmark, hvor Buttenschøn med stor sans for frontman-ship har begejstret sit publikum med underfundigt lune og varme sange. Og undervejs er det både blevet til ædelt metal for gode salgstal og påskønnelser som bl.a. ”P3s Talentpris”, ”Årets Franz” og ”Den Gyldne Grundtvig”.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?