/media/2976/header_ukendtkunstner.jpg

Ukendt Kunstner

…en fortræffelig koncert, der næsten på intet tidspunkt gjorde andet end at imponere enormt (Soundvenue, liveanmeldelse).

Det kunne desværre blive en af de sidste lejligheder til at høre Ukendt Kunstner, når de i august gæster Smukfest 2017. Duoen har proklameret, at de påtænker at indstille samarbejdet – og mon ikke det i så fald bliver ovenpå en decideret triumfkoncert her på Den Smukkeste, hvor vi tidligere har givet rapperen Hans Philip og produceren Jens Ole McCoy en mere end varm velkomst!

Ukendt Kunstner udgav i 2016 deres andet album ”Den anden side” – af Politikens anmelder kaldet ”et dulmende lydomslag til søvnløse nætter”. Her fandt man nye sublime tracks som ”Overleve”, ”Ingen hører” og ”Lige nu” (med vennen S!vas).

”… et sindrigt sammensurium af elektroniske beats, lyde, melodier, effekter, akustiske instrumenter, rap og sang,” skrev Gaffa i 2014 om ”Forbandede Ungdom”, det egentlige debutalbum fra Ukendt Kunster. Her raffinerede producer Jens Ole McCoy og rapper Hans Philip deres sound og stil og spredte nye hits, som ”Stein Bagger”, ”Fortæl dem” og ”Gennem byen”. Ukendt Kunstner modtog i 2015 selveste P3 Prisen med begrundelsen: ”Ukendt Kunstners debutalbum er noget nær et generationsportræt, som både er troværdigt og almengyldigt – selv hvis man ikke lige er 23 år længere”. 

Ukendt Kunstner lagde ud i 2012 med mixtapet ”Hælervarer”. Her fandt man bl.a. deres første radiohit ”København,” der var med til at skabe positiv opmærksomhed om debutanterne. I 2013 kom EP'en ”Neonlys,” hvor Ukendt Kunstner på titelnummeret profetisk udtrykte sig om, at være sikre på at få en Ugens Uundgåelige en dag – og såmænd også fik det af P3s playlistefolk! Ja, de hører såmænd til den eksklusive skare der har haft to af slagsen, da deres single ”Alting, Ingenting” også fik æren i 2014. Som den helt perfekte optakt til Ukendt Kunstners optræden ved det års P3 Guld, hvor de løb med prisen i kategorien ”Talentet”.
Senere på året blev det også til en endnu en præmiering af Ukendt Kunstner, der ved Danish Music Awards i november kunne gå hjem med prisen for at være ”Årets Danske Gruppe”. Også live er Ukendt Kunstners ”Midnatsrap” en forførende oplevelse, og Gaffa skrev efter en af duoens tidlige koncerter: ”Ukendt Kunstner er flere gange blevet kaldt for en blanding af Drake og The Weeknd, og den beskrivelse passer ret godt. Den ambitiøse kombination af rap, sang, swingende hiphop og dyster melankoli fungerer rigtig godt.”

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?