/media/3551/rba_smukfest_under_reportage_andet_-x-tra_keyword_mandatory-_32_andet_-x-tra_keyword_mandatory-_2017_gu55ogej9v.jpg

En smag og et syn for guder

Lyt til din mor og husk at få noget at spise. Det gør ikke ondt, snarere tværtimod. Det er en oplevelse for både øjne og mund.

Skrevet den: 12. august

Bøgeskoven byder på et sandt overflødighedshorn af indtryk til alle sanser. Skønne strofer i en skov fyldt med former, farver og dufte. Blandt andet også duften af mad. En duft der åbenbarer, at vi kan og vil andet end burgere, hot dogs og en rullekebab.

Smukfest sætter en ære i at tilbyde vores gæster gastronomiske oplevelser, der fyrer på alle cylindre, når det gælder madlavning. Udover råvarer af højeste kvalitet, sikrer vi, at vores mad-sammensvorne tænker i miljøvenlighed og bæredygtighed.


Foto: René Bang

Al maden herude smager så englene synger, og selvom en gang fritter måske ikke sprænger rammerne for kulinarisk æstetik, er det nogle gange, lige hvad man har behov for. Men smuk mad finder du også i skoven.

For de, der har ønsker om en visuel stil, der kan matche Michelin-giganterne, er Can Blau og Nørre Vissing Kro i Sherwood leveringsdygtige i små vel-varierede udtryk, hvor syn matcher smag og giver en fantastisk helhedsoplevelse.

På Søbadet leverer Madværket en fire-retters menu i smukke omgivelser, hvor den rå økologiske palette af Bøgeskovens trækulisser skaber en vidunderlig kontrast til de nærmest perfektioniske anretninger.

Foto: René Bang

Få skridt derfra har Gourmensch sat barren for en af verdens mest balancerede retter noget højere. En ret, der er et samspil af kontraster, hvor surt, sødt og salt blandes med det sprøde og det bløde, det varme og det kolde i en farvekombination, der behager de fleste. Det er naturligvis hot-doggen, der er tale om.

I den samme ende af madspektret, finder du, flere steder på pladsen, den særegne skønhed, der hviler over burgeren. Et godt solidt eksempel på hvordan man let, kompakt og med overbevisning kan fylde op fra alle lag i madpyramiden i en præsentation, der mætter både øjne og mave.

Foto: René Bang

Uanset om du er til den spartanske æstestik, du finder hos Hamp og Tang i Udsigten, eller du er mere til en pompøst dagligdagsskønhed i en omgang Fish and Chips, finder du det herude. Du skal bare ud og lede efter netop den ret, der får dine øjne og din mund til at løbe i vand.

 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?