/media/3619/dscf9021.jpg

Nu som anerkendt handicapvenlig festival

I weekenden modtog Smukfest et skulderklap (og 50.000 kr!) fra Bevica Fonden og Volue for handicaptilgængeligheden på vores festival. Det vil vi altså gerne lige blære os lidt med!

Skrevet den: 2. november

Smukfest fik disse meget flotte ord med på vejen, da Bevica Fonden og Volue i weekenden uddelte Tilgængelighedsprisen 2017: "Smukfest modtog 50.000 kr. for deres helhjertede attitude, de mange gode tiltag på festivalen og særligt deres blik for, at også de små initiativer tæller. I år kunne man fx. få lappet sin kørestol og få sin medicin på køl." 

Tilgængelighedsprisen er en pris, som uddeles af Bevica Fonden en gang om året og gives til en organisation eller person, som gør en særlig indsats for mennesker med bevægelseshandicap. I år var det i samarbejde med Volue, et projekt fra 2014, der arbejder for en styrket tilgængelighed til livemusik for mennesker med bevægelseshandicap. Vi er meget glade og stolte over at blive anerkendt og tilgodeset i denne sammenhæng! Det er noget, som har stor betydning for festivalen, men i den grad også for alle vores frivillige, som gør en kæmpe indsats for, at disse tiltag og initiativer kan lykkes. Der bliver nemlig lagt et stort stykke arbejde i at optimere forholdene for eksempelvis folk i kørestol – og det kræver altså lidt, når man befinder sig i bøgeskovens bakkede terræn. Og så har det selvfølgelig ikke mindst betydning for vores handicappede smuklinge!

Så et kæmpe tak til Bevica Fonden og Volue for tilskuddet og anerkendelsen – det varmer! Og så skal der også lyde et stort tillykke til de øvrige modtagere, som gør et flot stykke arbejde for at gøre livemusikken mere tilgængelig for alle.

Foto: Kim Matthäi Leland

 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?