/media/3556/ahe_smukfest_under_stemning_soelund_tor_smukcrew_2017_3bcijn3e21.jpg

Pak dit telt sammen og hjælp en hjemløs

Dit efterladte telt kan blive til et nyt hjem for hjemløse – men det kræver en lille indsats fra dig! Vi har brug for, at I i lejren hjælpes ad med at pakke det sammen. Så sørger vi for, at det går til et godt formål!

Skrevet den: 13. august

Det er blevet søndag, og det betyder, at der er mange af jer smuklinge, der er ved at være godt slidte og derfor sætter kursen mod jeres egen seng. Selvom hovedpinen trykker, ryggen knirker efter en uges tid på liggeunderlag, og du bare gerne vil hjem, så har vi alligevel en lille bøn til dig.

Hvis du vil være så sød og dejlig at pakke dit telt sammen, inden du forlader dette års Smukfest, så er vi flere, der bliver rigtig glade! 

Det er nemlig sådan, at dit telt er affald, indtil det er pakket sammen. Men når det ER pakket sammen, så bliver det en ressource, som vi kan give videre til folk, som har brug for det. Du kan derfor være med til at støtte et godt formål og hjælpe hjemløse med at få tag over hovedet, hvis du sammen med din lejr lige bruger et kvarters tid ekstra og pakker det sammen. 

Så hjælp os meget gerne, så vi er fri for at sende jeres efterladenskaber på forbrændingen! Det vil vi så gerne undgå. Da specielt liggeunderlag er meget giftige at brænde, så skal de sorteres fra det andet campinggrej. Derfor håber vi også, at I vil være behjælpelige med at skille liggeunderlag fra jeres telte og stole. Har I mange sager, der ikke skal med hjem, så saml det i en lille bunke, så er der nogle søde medhjælpere, der tager sig godt af dem. Men endnu bedre vil det være, hvis du lige tager dit grej under armen og spørger i nærmeste vagttelt, hvor du kan indlevere det. 

 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?