/media/3576/tld_smukfest_under_stemning_sherwoord_tor_smukcrew_2017_cgki1nbdn7header.jpg

Rolig og sikker Smukfest

Smukfest er gået på hæld, og det gik godt! Vi melder om den roligste festival til dato.

Skrevet den: 17. august

Der var ikke meget for politiet at lave på dette års Smukfest - heldigvis. Ikke fordi det plejer at være en travl tid for vores ordensmænd i Bøgeskoven, men i år var alligevel anderledes rolig. Der har været et fald i stort set al kriminalitet med en lille undtagelse af euforiserende stoffer. Og den mindre stigning der har været, er der formentlig også en god forklaring på! Smukfest og politiet har nemlig tjekket mere for narko i år og haft flere runder med narkohunde. Og tjekker man mere, så finder man mere.

I år har Smukfest foretaget nogle nye tiltag i forhold til sikkerhed på festivalen - herunder BSK, Smukfests eget Beredskabskontor. Overfor BSK havde politiet installeret sig i deres egne midlertidige faciliteter. Disse tiltag var med til at sikre et effektivt samarbejde mellem politiet og festivalens egne sikkerhedsfolk gennem hele ugen. 

Smukfest 2017 forløb gnidningsfrit, og det er vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen også helt enig i: "Det er en af de mest rolige, hvis ikke den roligste Smukfest, jeg kan huske i min tid." Der har for eksempel kun været anmeldt 34 tyverier, hvilket næsten er en halvering i forhold til sidste års festival.

Vores smuklinge opfører sig generelt rigtig pænt, og det er vi meget glade og taknemmelige for - lad det endelig fortsætte og spred en masse kærlighed. Det hele er bare lidt sjovere, når man kan danse ubekymret rundt i barkflis under bøgen. 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?