/media/3967/feee-nok-billede-1-of-1.jpg

Vi løfter sløret for årets line-up!

Med fire gedigne verdensstjerner i form af Kendrick Lamar, Shawn Mendes, Post Malone og deadmau5 - som godt selskab til tidligere offentliggjorte Britney Spears i den øvre ende af plakaten – er vi glade for nu at kunne præsentere omkring 65% af musikprogrammet til Smukfest 2018.

Skrevet den: 1. februar

Politiken kalder Kendrick Lamar for “årtiets bedste rapper” – mens den store amerikanske musiksite AllMusic.com beskriver ham som “one of the rare artists who has achieved critical and commercial success while earning the respect and support of those who inspired him”. Kendrick Lamar gjorde senest rent bord i rap-genren ved de amerikanske Grammy uddelinger i søndags, hvor han tog alle fire statuetter i kategorien: Best Rap Performance, Best Rap/Sung Performance, Best Rap Song og Best Rap Album) – og så fik ”Humble” da også en Grammy som årets bedste video! Kendrick Lamar kommer til Smukfest som led i den amerikanske turne ovenpå albummet ”DAMN.”, der ved udgivelsen gik direkte ind på førstepladsen af den amerikanske hitliste og på alle måder har været et af sidste års helt store albums.

Med internationale mosterhits som “There´s Nothing Holding Me Back”, “Treat You Better”, “Mercy”, Stiches” og “I Know What You Did Last Summer”, har den canadiske sanger og sangskriver Shawn Mendes på få år markeret sig som et af tidens største navne og et talent af den sjældne slags. Shawn Mendes debuterede i 2014 og udsendte året efter debutalbummet ”Handwritten”. I 2016 kom det andet album fra Shawn Mendes - ”Illuminate” – der igen fik Shawn Mendes til tops på hitlisterne verden over. I løbet af den korte karriere har Shawn Mendes modtaget massevis af awards og nomineringer, bl.a. American Music Awards, Billboard, MTV Awards og Juno´er (den canadiske Grammy) – og hans fem største hits har rundet 2 milliarder! streams alene på Spotify. Koncerten her på Smukfest vil være Shawn Mendes første på en dansk festival

Under navnet deadmau5 har canadiske Joel Zimmermann udviklet sig til et af de største navne på den elektroniske scene. deadmau5 bryder sig ikke om at blive kaldt for DJ. Hans sæt har mere karakter af livekoncerter – og han sætter sine tracks sammen ”on the fly”, ved hjælp af cutting edge computerteknologi, der bl.a. benytter software han selv har været med til at udvikle. deadmau5 udsendte i 2005 debutalbummet ”Get Scraped” – og har siden udsendt en lang række tracks og albums, senest ”W:/2016ALBUM/”. deadmau5 besøgte Smukfest i 2014 og fik ved den lejlighed 5 stjerner fra Gafffa: ”Med tilpas stor musikalsk variation og et imponerende visuelt show blev Deadmau5' optræden dermed til den fest, mange havde håbet på.”

”Den amerikanske drøm er ikke død, den lever og har det fint i hiphop. Tag bare Post Malone. En hvid dude fra Texas, der først lærte sig at spille guitar via computerspillet ’Guitar Hero’ og siden besluttede at rejse vestpå, få cornrows og guldtænder” (Politiken). Post Malone udsendte i 2016 debutalbummet ”Stoney”, der blev en af årets største hip hop-successer. Albummet rummede bl.a. gigahittet ”Rockstar”, den sang der pt. har ligget længst på førstepladsen af Spotifys globale hitliste. Post Malone har leveret øvrige træffere som ”Congratulations”, ”I Fall Apart” og debutsinglen “White Iverson” – sange der sammen med ”Rockstar” klokker inden på den gode side af 2 milliarder streams på Spotify.

... og alle de andre! 
Blandt de øvrige internationale gæster på årets Smukfest kan nævnes Jethro Tull (Ian Anderson og co. på 50 års jubilæumsturne), Bananarama (engelsk popmusiks helt store firser-fænomen tilbage i stærkeste opstilling), Inner Circle (reggaeveteranerne fra Jamaica), Lil Kleine (Hollandsk hip hop komet) og Italo Brothers (tyske technostjerner).

Vi er også svært glade for at have et af de bedste danske line ups ever – og blandt de nye tilføjelser til programmet her kan nævnes Kim Larsen (der meldes i god form og klar til sommeren ´18 – hvor han giver sin eneste festivalkoncert på Smukfest), D-A-D, Gilli, Kesi, Karl William, The Minds of 99, Carpark North, Jacob Dinesen, Phlake, Benal, Noah Carter, Marvelous Mosell, Medina, Mew, Hanne Boel, Michael Falch, Poul Krebs, Infernal, Djämes Braun, Kellermensch, Hedegaard med special guests, Carl Emil Petersen og Magtens Korridorer. Vi har tidligere præsenteret Nephew (der giver den ene af to festivalkoncerter på Smukfest), Mø (der også kun spiller en anden sommerkoncert i Danmark), Suspekt, CV Jørgensen, Rasmus Seebach og Thomas Helmig. Ca. 65% af programmet til Smukfest 2018 er nu offentliggjorte. De resterende bands og solister præsenteres løbende over de næste måneder. 

Smukfest 2018 bliver selvfølgelig også Natholdet live fra Sherwood. Og det bliver Stand Up For Skanderborg om lørdagen, Live Camp i opvarmningsdagene og nye talks på Udsigten fra onsdag - lørdag. De medvirkende på Udsigten og til Live Camp præsenteres i løbet af foråret/forsommeren. Det hele bindes sammen af årets stærke konferenciers: Søren Rislund og Peter Palshøj (Bøgescenerne), Simon Jul og Adam Duvå Hal (Stjernescenen), Andrew Moyo (P3 Teltet) og Jørn ”The Wonder Powl” Andersen (Sherwood Scenen).

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?