/media/2401/walther-siluet.jpg

Legenden om Walther

Hvad ER det med den lille skovtrold og Smukfest? Walther er festivalens maskot og har været det siden år ét. Faktisk er han temmelig gammel – her er historien om Walther Skovtrold.

I det herrens år 1579, i de dybe Bøgeskove i Jylland, Danmark, tæt på et sted som menneskene snart skulle kalde Skanderup sogn, blev der født en lille troldesøn.

Troldemor havde været svanger i 9 år, så hun var glad, da hun så, at sønnen var rask og fin. Han var hele 10 cm høj og vejede godt 400 pund, så han var helt, som han skulle være. Hurra - og så blev der holdt fest: 1000 trolde, 1000 bøgetræer og alle skovens dyr dansede og festede i 20 dage. Ingen lod sig mærke med, at den lille troldesøn så lidt underlig ud. Han havde langt, lyst hår og blev født med en cigaret i munden, men hvad pokker, trolde er jo ikke helt almindelige, og det ved de faktisk godt.

Troldefar og troldemor døbte, som det var skik og brug på de kanter, troldesønnen i mundvand fra en enhjørning, og han kom til at hedde "Waltidur Festismuk Kærligkys Ølimund Rockilund Trold".

"Waltidur" havde en helt normal troldebarndom, selv om forældrene syntes han brugte meget tid på at hoppe op og ned, og svinge med sit lange hår, mens han skreg "Rocki Rocki Rocki", og så var han også lidt for interesseret i menneskene, syntes de - men hvad, bare han var en glad trold, og DET var han !

Det var en stor dag 5. juli 1979, for da fyldte "Waltidur" 400 år, og han var nu stor nok til at være alene hjemme i de 14 dage om året, hvor troldefar og troldemor var til troldekongres i Norge.

"Waltidur" glædede sig meget til at være alene hjemme, for han havde en plan. Lige så snart forældrene var ude af døren, spænede "Waltidur" ind til menneskebyen, der nu hed Skanderborg, og begyndte at hviske skøre idéer i øret på nogle unge mennesker, mens de sov.

Uden at vide hvor idéen kom fra, gik nogle unge mennesker fra Skanderborg i gang med at planlægge en fest i den nærliggende bøgeskov. De vidste, at festen skulle afholdes 5. juli (Troldekongressen er senere flyttet til august), og de vidste også, at den lille trold, nogle af dem havde set i bøgeskoven første gang, der blev rigget ind til fest, skulle være festens maskot.

"FestiWalther" kom han til at hedde på menneskesprog!

Resten er historie, men tro mig, FestiWalther er altid med, når vi afholder Danmarks Smukkeste Festival. Han står der i skoven og hopper op og ned med et stort smil, mens han svinger med sit lyse hår. Og en gang imellem hvisker han stadig i øret på sine gamle menneskevenner:

"Husk det SKAL være noget med "Rockilund", "Ølimund", "Kærligkys", "Festismuk" & "Waltidur", ellers er det ikke DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL ! Og husk så lige at rydde ordentlig op i skoven, inden Troldefar og Troldemor kommer hjem fra Norge."

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?