/media/1160/header_smukby.jpg

Oplevelser
i oplevelsen

Smukke Skanderborg

Smukfest er også flyttet ind i Skanderborg midtby. Byens handlende tager mod de mange festivalgæster, der om formiddagen kan bruge byen til at puste ud med lounge musik og forskellige aktiviteter, mens byens mindste borgere inviteres til at deltage i festen om eftermiddagen.

- Skanderborg er mere end en bøgeskov. Det er en mega fed by med masser af kreativitet og aktivitet. Det vil vi også gerne have at festivalgæsterne oplever.

Ordene komme fra projektleder i Skanderborg Kommune Vibeke Brauer Bach. Sammen med Smukfest og Cityforeningen har de i år skabt et smukt samarbejde til gavn for alle i Skanderborg. Uanset om man er festivalgæst, indbygger eller blot nysgerrig.

Som festivalgæst vil man på nærmeste hold opleve at byens forretninger har taget noget af den kreativitet til sig som er Smukfests kendetegn og aktiviteterne ligger som perler på en snor gennem byens hovedgade - Adelgade. Blandt andet er det muligt at deltage i strikkeworkshop og hænge ud til afstressende musik.

Claus Visbye fra Smukfest understreger, at der er tale om et samarbejde, der fra Smukfests side handler om at gøre noget for børnene.

- Smukfest er en voksenfestival. Men det betyder ikke, at vi glemmer de mange børn. Derfor vil der i år være underholdning fra onsdag til lørdag på kulturtorvet, siger Claus Visbye.

Han lægger også vægt på, at det også er et initiativ for at skabe mere balance.

- I de sidste mange år har vi arbejdet på at udbygge Smukfest mod vest med Sherwood og Kærligheden som omdrejningspunkt. Med dette initiativ vil vi nu også binde Smukfest sammen med byen.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?