/media/2323/header.jpg

Camping- og teltregler

Smukfest er ANTIDAGLIGDAG med stort A, men for at det ikke bliver ANARKI at bo 30.000 mennesker sammen i et kollektiv, har vi nogle campingregler.

Camping Safety glæder sig til at byde dig velkommen på SMUKFEST. Vi har i samarbejde med myndighederne opstillet følgende regler for campingområderne, som vi beder dig følge.


Telte
Et opstillet telt må maksimalt fylde 16 m2 og skal være inden for et afmærket område (inkl. barduner og pløkker). Opstillede telte skal benyttes til beboelse og placeres så tæt som muligt. Pladsen er ikke ubegrænset i Skanderborg, og derfor fjerner vi eventuelt tomme telte fra campingområderne.

Du må GERNE medbringe følgende på festivalens campingområder:

  • Lette campingmøbler, presenning (som dækkes over et (utæt) telt. Må IKKE spændes ud mellem flere telte) og parasoller med en diameter under 2 meter
  • CE godkendte (el)-apparater og solcelleanlæg, hvis du ikke har ændret på konstruktionen og bruger det fornuftigt. Lad dine særlige opfindelser og konstruktioner blive hjemme
  • Trækvogn/sækkevogn til at transportere din bagage på, hvis den kan være i dit telt, når du ikke bruger den
  • Din freds- og vandpibe

 

Du må IKKE medbringe følgende på festivalens campingområder:

  • Pavilloner
  • Parasoller med en diameter over 2 meter og lignende
  • Store batterier (eksempelvis bilbatterier, scooterbatterier, bådbatterier o.l.), generatorer, fadølsanlæg, konfetti-rør, tøris, tryk- og gasflasker i alle former. Igen: Lad dine særlige opfindelser og konstruktioner blive hjemme.
  • Det indebærer også hjemmebyggede musikanlæg af enhver art. En ghettoblaster eller din akustiske guitar er vejen frem for lejrfesten, hvor man også tager hensyn til sine naboer.
  • Polstrede møbler, kakkelborde, hårde hvidevarer (køleskabe, frysebokse mv.) og andet parcelhusinventar. Husk, at Smukfest er anti-dagligdag…
  • Motoriserede køretøjer, indkøbsvogne og cykler
  • Stearinlys, flagermuslygter, myggelys, (en-gangs)grill og lignende

Ovenstående vil blive konfiskeret af Camping Safety og udleveres igen:

  • Søndag den 13/8 fra kl. 12 – 22 ved Garderoben ved Sølundsindgangen
  • Mandag den 14/8 fra kl. 8 – 16 ved Garderoben ved Sølundindgangen
  • Mandag den 14/8 fra kl. 18 – 20 på Føla, Birkevej 20, 8660 Skanderborg, herefter i Følas åbningstid.


Ingen åben ild
Brug af åben ild er strengt forbudt. Dette gælder alle former for åben ild eksempelvis stearinlys, myggelys, flagermuslygter mv. Opvarmning af mad skal foregå ved de opstillede kogeøer, hvor det er tilladt at benytte medbragt spritapparat (tabletter eller sprit). På nogle campingområder har Walther opsat en grill, som du må bruge efter Camping Safetys anvisninger.


Opfør dig SMUKT!
På Smukfest elsker vi musik. Tag hensyn til dine naboer, hvis I har medbragt et godkendt anlæg i lejren. Dette gælder specielt om natten. Hvis din nabo eller Camping Safety beder dig skrue ned, gør du selvfølgelig det. Husk at benytte de opstillede affaldsstativer – så får vi alle en smukkere festival.

Og så lige det sidste:
Ingen adgang for dyr.

Særlige ordensregler for RoligHeden (og opstilling- og medhjælpercampen)
Ønsker du at bo her, skal du som alle andre steder opføre dig SMUKT. Fra midnat og frem til kl. 08 beder vi alle på området vise hensyn og udlade støjende adfærd. I samme tidsrum er forstærket musik ikke tilladt. Vil du feste og høre høj musik om nattet, så tjek programmet for muligheder.

 

Af hensyn til din sikkerhed på festivalen og for at skabe den bedste festivaluge for alle, forbeholder vi os til enhver tid ret til at justere i campingreglerne. Skulle der opstå tvivlsspørgsmål, beder vi dig have respekt for, at Camping Safety har det afgørende ord.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?