/media/2323/header.jpg

Camping- og teltregler

Det er så hyggeligt, at vi alle sammen skal bo sammen, men for at der kan være plads til alle, så er vi nød til at overholde nogle regler.

Hvor stort må mit telt være?
For at der kan være plads til alle, må de opstillede telte må maksimalt fylde 16 m2. Og vi har desværre ikke ubegrænsede campingarealer til rådighed, så slå op tæt. I må ikke opstille telte, der ikke benyttes til beboelse.

Alle barduner, pløkker og telte skal slåes op indenfor de afmærkede områder, så der ikke er noget på stierne.

Pavilloner, markedsparasoller og lignende er ikke tilladt. Vi har ikke noget imod, at I dækker jeres telt over med en presenning, men af hensyn til risiko for brandspredning må presenningerne ikke spændes ud mellem flere telte.

Nej, det må du IKKE have med
Konfettirør, generatorer, fadølsanlæg, tøris og gasflasker/trykflasker i alle former er IKKE tilladt. Det må ikke være på campingarealerne og vil blive konfiskeret ved indgangen. Opvarmning af mad skal foregå ved de opstillede kogeøer. Her er du også velkommen til at benytte Walthers store grill, som han hver dag tænder op i klokken 16.00 på flere af festivalens campingområder.

Selv om onkel Arnes gamle lænestol kan være et behageligt siddemøbel, er polstrede møbler ikke tilladt på campingområderne. Køleskabe, frysebokse og andre hårde hvidevarer dur heller ikke.

Ud over festivalens officielle køretøjer, må motorkøretøjer under ingen omstændigheder være på campingarealerne. Det samme gælder indkøbsvogne - selvom de sjældent er motoriserede.

Musikanlæg
På Smukfest elsker vi musik, men hvis I har et anlæg i lejren, så vil vi elske jer lidt mere, hvis I holder volumen på et niveau, så I ikke generer naboer unødigt - specielt om natten.

Bilbatterier og lignende store batterier (eksempelvis scooterbatterier og bådbatterier) er ikke tilladte - heller ikke til at drive musikanlæg.

Opførsel
Brug af åben ild er strengt no-go, og I skal derfor lade alle former for stearinlys, myggelys, flagermuslygter og lignende blive hjemme. Ingen adgang for dyr.

Husk at benytte de opstillede affaldsstativer, så vi alle får en smukkere festival.

Skulle der opstå tvivlsspørgsmål, beder vi jer have respekt for, at Camping Safety har det afgørende ord.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?