/media/1096/header_camping.jpg

Overnatning

Campingområderne

"Jeg er Smukfest-jomfru og aner ikke, hvor jeg skal bo!" Fortvivl ej - her er et overblik over festivalens campingområder.

KærligHeden 

KærligHeden er festivalens party-område, hvor der er masser af gang i den. Her kickstarter musikerne på Live Camp festivalen allerede tre dage før, det går løs i Bøgeskoven. På KærligHedens mark 1 er der fuld tryk på kedlerne 24 timer i døgnet, så hvis du er glad for din nattesøvn, er det nok ikke her, du skal slå dig ned!



På KærligHeden er der boder og barer en masse, varme bade og gode toiletforhold, finurlige installationer og overraskende arrangementer og en Smukbold-turnering, hvor vinderholdet bliver sendt til de varme lande. Og så har vi slet ikke nævnt stranden med palmer og sand, beachbar, badebro, nøgenløb og meget, meget mere.

KærligHeden er opdelt i mark 1 og 2. Mark 1 er placeret ned mod søen med åbne arealer, hvor du kan tage dit eget telt med og campere. Mark 2 ligger på den anden side af vejen. Her kan du selvfølgelig også tage dit eget telt med, men Mark 2 byder også på campingvogne, Hotelte og Space Camp. Man kan altså roligt sige, at der er noget at vælge imellem på KærligHeden!

KærligHeden er placeret to kilometer fra festivalpladsen, men de gratis shuttlebusser kører i døgndrift og fragter dig ind til festivalpladsen hurtigere, end du kan nå at sige "prøliåhørheregå"! 

Holst Camping 

Alt er relativt, men Holst er en stille og rolig-camp og er ideelt for dig, der ikke nødvendigvis vil feste til den lyse morgen. På Holst er der en café, som blandt andet serverer lækker morgenmad, og så er der naturligvis gode bade- og toiletfaciliteter.

 

Holst Camping er beliggende mellem KærligHeden og festivalpladsen, og der kører gratis shuttlebusser i pendulfart døgnet rundt.

FØLA Camping og Kampbanerne

På FØLA og Kampbanerne er hyggen i højsædet. Området er beliggende ved festivalens daglige hovedkvarter FØLA, og er et af de smukkest beliggende campingområder på festivalen for publikum med eget telt. Med FØLA som nabo er der rige muligheder for at få morgenkaffen med den bedst tænkelige udsigt over Sorte Sø, med Dyrehavens smukke trækroner i baggrunden, ligesom her er er gode bade- og toiletfaciliteter.




På FØLA og Boldbanerne kan man både overnatte i eget telt eller overnatte i Hotelte. Campingpladsen ligger meget centralt med Skanderborg i baghaven og Festivalpladsen i forhaven. Det tager omkring et kvarter i rask gang, fra du går fra FØLA Camping og Kampbanerne, til du står foran Bøgescenerne.

Boldbanerne 

FC Skanderborgs domæne er et traditionsrigt campingområde på Smukfest, hvor der altid er gang i en fest ét eller andet sted – og alligevel er der mulighed for smuk nattero. På Boldbanerne er sover vi alle i Hotelte.



Som blommen i et æg ligger Boldbanerne tæt på moderne bekvemmeligheder som mad, bad og toiletter, men samtidigt kun en kort gåtur fra festivalpladsen. Rettere sagt; du skal blot slentre en tur igennem smukke Sølund før du rammer Festivalpladsen. Der er altid liv og glade dage på vejen gennem Sølund, og der er rig mulighed for både at få slukket sult og tørst! 

Stadion 

Stadion-området ligger dejligt tæt på festivalpladsen. Der er toilet- og badefaciliteter, og du kan købe morgenmad. Skal der ske lidt ekstra, kan man dappe hen til tennisbanerne, hvor klubben på fineste vis serverer champagnebrunch!



Hele Stadion er omkranset af skov, så der er godt med læ. Et rigtigt hyggeligt sted, og et af de mere rolige campingområder på Smukfest. Der er lidt at vælge imellem, hvis du overnatter på Stadion. Der er Tenthouses, Hotelte og sidste men ikke mindst de helt nye HummelHouses. Vaskeægte skotøjsæsker du kan sove i - hvabehar'! 

Sølund Midt 

Bor du på Sølund Midt, bor du i den ende af Sølund, der vender mod Skanderborg. Her har du søudsigt gode muligheder for shopping af både dåsetun og rugbrød og kort til bade, toiletter og morgenmad. Området strækker sig fra Landsbyen Sølund til åen mod nord. På Sølund Midt Camping kan du overnatte i de smukt opsatte og farverige Hotelte, og altså ikke medbringe eget telt. Der er Hotelte på både venstre og højre side af Sølundsvej.



HUSK: ”Landsbyen Sølund” er ikke en landsby i traditionel forstand, men et bosted for voksne med vidtgående og varige fysiske og psykiske handicaps. Ikke alle beboere forstår, hvad alle de glade mennesker pludselig laver i deres baghave, og derfor er det smuk stil at udvise respekt for dem, der har en hverdag midt i august-virvaret.

Sølund Øvre 

Sølund Midt er et herligt sted: Du får udsigt til søen, der er hurtig-mad at købe lige ved teltpladsen, ligesom du ikke slider unødigt på fødderne, når du skal i bad eller på toilettet. På Sølund Midt Camping kan du overnatte i de smukt opsatte og farverige Hotelte, og altså ikke medbringe eget telt. 



Sølund Øvre ligger i den ende af Sølund Camping, der vender op med Festivalpladsen, og lige tilpas tæt nok på, at du (med chancen for at blive rundtosset) kan rulle direkte ud af dit telt og op til Sølund-indgangen. 

Skanderborghus  

Skanderborghus er en drøngod placering i forhold til selve festivalpladsen. Der er kort at gå, badefaciliteter ved Skanderborghus Hotel, toiletter og et hyggeligt morgenmadssted. Skanderborghus ligger direkte ved Skanderborg Sø med alt hvad det indebærer: Badebro, frisk søluft og fremragende udsigt

På Skanderborghus kan man både overnatte i Hotelte og de populære CanSleeps, der er kæmpe store Royal-dåser - indrettet til at bo i! Dåserne er placeret i et lille eksklusivt område, med egne bade og toiletter og en ulta-kort afstand på 5 minutter til Festivalpladsen. Området er forbeholdt CanSleepere og deres gæster.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?