/media/2861/header_menneskeligheden.jpg

"Menneskeligheden"

Menneskeligheden er for dig, der gerne vil møde nye mennesker på festivalen og bo på en ny, mere social måde. Det lille område på KærligHeden har et stort fællestelt med komfortable køjesenge, hvor du kan ansøge om en plads nu.

"Menneskeligheden" er Smukfests tværkulturelle område, og det ligger selvfølgelig på KærligHeden! Menneskeligheden er stedet, hvor du møder nye mennesker og kan få en snak med nogen, der måske ikke lige lever eller ser ud som dig selv.

Som beboer på Menneskeligheden ankommer man dagen før alle andre gæster på KærligHeden (dvs. lørdag den 5. august) og er med til at stable hele området på benene. Vi bygger og hygger sammen om aftenen og skyder festivalen i gang på den måde.

 




HVORDAN KOMMER JEG TIL AT BO PÅ MENNESKELIGHEDEN?

Det koster selvfølgelig ikke noget at bo på Menneskeligheden, men du skal ansøge om en plads i det store fællestelt for 45 mennesker. Vi giver direkte besked til dig senest 28. juli, om du har fået en plads eller ej. Fortæl lidt om dig selv og hvordan du gerne vil bidrage til Menneskeligheden. Det behøver ikke være noget helt vildt fancy, det vigtigste er dit engagement!

Vi kan ikke garantere alle ansøgere en plads, men får du den, er den din resten af festivalen. I kan godt være to, tre eller fire om en ansøgning, så du får et par venner med. Og ellers er det det perfekte sted for dig, der tager på festival alene.

HVORDAN... ALTSÅ, 45 MENNESKER SOVER SAMMEN?

Ja! Men lidt privatliv har alle mennesker brug for, så der er kun adgang for beboerne i teltet (og du skal, som alle andre steder på Smukfest, bære gyldigt armbånd). Stedet er bemandet og helt trygt, også for dine ejendele. Vi sover i køjesenge, lidt som i en spejderhytte. Her er madrasser, strøm og god beskyttelse mod vind og vejr. Det er en meget anderledes festivaloplevelse, hvor du bryder ud af det almindelige lejrliv og møder nye venner – måske for livet?

HVORFOR?

De frivillige på Smukfest, som står bag området, vil gerne vise, at vi i Danmark har en plads til alle, der vil samværet, fællesskabet og kærligheden. Med Menneskeligheden ønsker vi at nedbryde de grænser og barrierer, der findes i dagligdagen. Du kan være med til at skabe et rum på Smukfest, hvor vi får en pause fra fordomme, ensomhed og tilbageholdenhed overfor andre og i stedet kommer tættere på hinanden – bare for en uge, men med minder og måske venskaber, der hænger ved...

Har du spørgsmål til Menneskeligheden, så kontakt nannagammelgaard@gmail.com.

 

HVAD SKER DER?

Her kan du først og fremmest komme som du er, slappe af og hygge dig. Der er en stor fælleshave tilknyttet området. Du finder også en lille scene på Menneskeligheden, hvor både gæster og beboere kan optræde med musik, oplæg eller lege, ligesom der vil være en masse events, der er arrangeret på forhånd (find dem i Smukfest-appen). Menneskeligheden er nemlig baseret på samarbejde, og at alle bidrager til projektet.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?