/media/8776/stemning_jakobworre_201.jpg
Foto: Jakob Worre

Usynlige handicap

Smukfest sætter som den første danske musikfestival fokus på inklusion og tilgængelighed for personer med usynlige handicap.

For personer med usynlige handicap, som for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, PTSD, autisme, alzheimers mv. kan det være stressende eller belastende at være i ukendte omgivelser med mange mennesker omkring sig. Det kan være en ekstra barriere for at tage af sted, hvis man samtidig oplever at skulle forklare sine udfordringer for at skabe forståelse.

Vi er med i Solsikkeprogrammet, som betyder, at vi træner de frivillige medhjælpere i skoven så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikkesnoren betyder, og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at bære Solsikken.

Solsikkesnoren kan bæres, når man ønsker at gøre sit usynlige handicap synligt. Det er helt frivilligt, om man ønsker at bære den, og den udleveres i Informationen uden spørgsmål.

Det giver ingen særlige fordele at have Solsikkesnoren på. Man viser blot andre, at man kan have behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.

Hos Videnscenter om Handicap er man begejstret:

- Med deres indtræden i Solsikkeprogrammet som første danske festival sender Smukfest et vigtigt signal om inklusion og tilgængelighed. Det skaber tryghed, når en så stor festival tydeligt signalerer, at man er velkommen, også selvom man kan have behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Den tryghed, det giver at kunne tage Solsikken på og ikke behøve forklare sig, når man bliver stresset eller måske har en anderledes adfærd end andre gæster forventer, vil helt sikkert betyde, at flere vil vælge denne type oplevelser til, fortæller centerchef i Videnscenter om Handicap, Dorte Nørregaard.

Se kontaktoplysninger