Djämes Braun

”Jeg tror, folk har taget så godt imod vores musik, fordi de kan høre, at vi kommer med åbne arme og paraderne nede. Vi prøver ikke at komme med noget gangsterimage. Vi er bare os selv.” (Pilfinger om Djämes Brauns succes). Djämes Braun består af de to Lollandske barndomsvenner Lasse “Pilfinger” Kramhøft og Kent “Kenno” Pedersen. De to havde for sjov lavet masser af musik sammen og sendte sidste år det glade reggae-track ”Duft af Ba-Cone” ind til KarriereKanonen og endte med at blive en af talentinitiativets tre vindere. Det førte bl.a. til koncert her på festivalens Live Camp, hvor Djämes Braun endte med at gøre det så godt, at de blev valgt til at åbne Bøgescenerne. Efter succes med ”Duft Af Ba-Cone” og P3s sommertræffer ”Nede med Koldskål” udsendte Djämes Braun i efteråret en EP, der bl.a. rummede nye singletræffere som ”Kom og giv mig alle dine penge” og ”Nethinde” (der blev ”Ugens Uundgåelige” på P3). Gaffa gav EPen fire stjerner og skrev at ”Med deres sjove tekster, skæve vinkler og oplagte humor kaster Djämes Braun mere brænde på det hjemlige dancehall-bål.”

Se kontaktoplysninger