/media/3939/lil-kleine.png

Lil' Kleine

”En hop daar is WOP”.

Ovenstående er hollandsk og betyder noget i retning af ”Hvor der er hop er der WOP”. Og hvis man ved, at Lil’ Kleines debutalbum fra 2016 hed netop ”WOP” – så giver citatet fra avisen de Volkskrants jo fuldstændig mening.

Herhjemme kender vi primært Lil’ Kleine fra Lågsus – og fra deres begejstrede rotation af singlen ”Drank & Drugs”. Men Lil’ Kleine er nu meget mere end den sang. Trods sin unge alder (født i oktober 1994) er hans karriere allerede lang. Han startede som skuespiller og fik sin filmdebut i 2005. Men musikken trak i den unge Jorik Scholten (som der står på dåbsattesten) og en tid optrådte han med bandet D-Men, før han i 2012 tog navnet Lil’ Kleine og udsendte debut-EPen "Tuig van de Richel". Siden er det blevet til masser af store hits i Holland. Lil’ Kleines 10 største successer har tilsammen opnået mere end 200 mio. streams alene på Spotify – og hans to albums (”WOP” og sidste års ”Alleen”) har begge været massive sællerter i hjemlandet.

Lil’ Kleine har også haft et længere samarbejde kørende med rapperen Ronnie Flex – og det var sammen med ham, at Kleine i 2013 lavede ”Drank & Drugs”, der gik helt til tops på den hollandske singleliste og efterfølgende også vakte international opsigt. Titler som "Niet Omdat Het Moet", "1, 2, 3", "Krantenwijk" og "Alleen" (fire af Lil’ Kleines største hits) får måske ikke lige nogen danske klokker til at ringe, men i hjemlandet er de alle streamet i tocifrede milliontal. I måneden efter udgivelsen af Lil’ Kleines seneste album var ikke mindre end 1,8 mio. forskellige lyttere i Holland inde forbi Spotify for at streame Lil’ Kleine. Vi har set Lil’ Kleine i Danmark flere gange, og han formår som få at krydse sprogbarrieren og skabe fest, hvor han optræder.

Se kontaktoplysninger