/media/5542/burhang.jpg

Burhan G

Han har leveret musik til julekalenderen ”Tinka” og tv-serien ”Hånd i hånd” – og hittet i godt selskab med Karl William på ”Samme vej”.

De sidste par år har det mest været via singler og koncerter, vi har hørt ny musik fra Burhan G. I 2017 var Burhan G del af årets hold i Toppen af Poppen, hvor man hørte hans store evner som fortolker i sange af bl.a. Michael Falch, Caroline Henderson og Søren Huss.

Men der har nu ofte været langt mellem de nye albums fra Burhan G. I august 2016 brød han to års musikpause med singlen ”Lucy”, der blev et af det års helt store radiohits. Den blev fulgt af sangen om ”Diana” – og endelig udkom Burhan G’s længe ventede femte album, ”Pas på pigerne”, i november samme år. Burhan G var i den grad tilbage med mere af den massive popmusik, der er blevet hans varemærke – og denne gang med et helt album der kredsede om piger. Udover de allerede nævnte var der også sange til og om ”Nathalia” (albummets tredje hitsingle), ”Stephanie”, ”Isabel” og ”Joy”. Alle sammen fortalt på en bund af storladen, funky og dansabel popmusik, med masser af inspiration fra Motown, soul og R&B som den perfekte bund for Burhan Gs karakteristiske vokal.

Efter læreår i Københavns Drengekor og som sideman for Outlandish ramte Burhan G første gang det brede publikum i 2004. Her udsendte han debutalbummet ”Playground”, der via hitsingler som titelnummeret og ”Burhan G” sikrede den da 24-årige sanger både en DMA Award som ”Årets Nye Danske Navn” og to gange P3s Ugens Uundgåelige. Med singlen ”Who Is He” (2007) fik Burhan G sin første guldplade, og succeskurven begyndte for alvor at gå lodret opad, da han i 2008 udsendte singlen ”Kun Dig”, hvor han for første gang sang på dansk.

I 2010 kom ”Burhan G” (genudgivet i en slags 2.0 version i efteråret 2011), der rummede så mange hitsingler, at den fysiske udgave nærmest glimtede af succes – og tilbragte mere end to år på listen over de mest solgte albums i Danmark og gav ophavsmanden seks-dobbelt platin. På tracklisten var blandt andet duetten med Medina på ”Mest Ondt”, platinsinglerne ”Jeg vil ha’ dig for mig selv” og ”Søvnløs”. Det var også denne skive, der rummede samarbejdet med Nik & Jay i ”Tættere på himlen” (hvis video med de tre sangere i temmelig afklædt tilstand er vist mere end 13 mio. gange på YouTube!) plus samarbejdet med Ankerstjerne på ”Tag Hvad Du Vil” og Burhans tak til læremesterinden Sanne med coverversionen af ”Jeg’ i live”. Med supersinglen ”Karma” som forløber, udsendte Burhan G i 2013 albummet ”Din for evigt” – der også rummede tophits som ”Kalder mig hjem”, ”Ikke i nat, ikke endnu” og titelnummeret. Albummets langtidsholdbarhed blev dokumenteret af den uhyre sjældne præstation, fire i år i træk (fra 2013 – 2016) at være blandt de 100 mest solgte i Danmark!

Se kontaktoplysninger