/media/5206/jonahblacksmith_header.jpeg

Jonah Blacksmith Filmkoncert

Et af øjeblikkets mest spændende navne i moderne, dansk folkemusik.

”Man skal være støbt i granit for ikke at fælde en tåre under koncerten. Enten glædestårer efter de legendariske tørre Thy-replikker, som kunne være hentet i en brødrene Cohen-film, eller fordi fortællingerne om bedstefaren går rent ind.”

Fyens Stiftstidende kvitterede med 5 stjerner for en rigtig stor oplevelse, efter at have overværet en Jonah Blacksmith Filmkoncert sidste år. ”Nytænkende og kompromisløst” skrev Gaffa, der ligeledes gav 5 stjerner til Thy-bandets unikke performance, hvor både filmklip og livekoncert er del af udtrykket.

Bandet blev dannet af brødrene Simon og Thomas Alstrup. Bandnavnet er en hyldest til deres bedstefar Johannes Smed - og brødrenes musik er efter sigende vokset ”ud af barndommens landsbysmedje på ’udkanten’ af Danmark, hvor bedstefar gav den musikalske arv videre til to, lærenemme drenge.”

Jonah Blacksmith udgav i april 2015 debutalbummet ”Northern Trail”, og sikrede sig med det en lang række supportere. P4 roterede sange som ”I Am King”, ”Off The Track” og ”Dandelion”. Lydtapet skrev om ”et frisk bidrag til den danske indie-folk-scene” – og ved DMA Folk 2015, var bandet nomineret i tre kategorier. I 2017 kom bandets andet album "Jonah Blacksmith". I Gaffa tildelt 5 stjerner under overskriften "Kandidat til sommerens stærkeste soundtrack". Albummet rummer bl.a. de to nye P4-favoritter ”Once You Love” og "Daughter Of Jonah". I 2017 udsendte Jonah Blacksmith også albummet ”Twenty Seventeen”, der består af en række af deres bedste sange indspillet live på festivaler og spillesteder i Danmark. Her finder man bl.a. ”Daughter Of Jonah” og ”Once You Love”, indspillet på Smukfest. Et nyt studiealbum udkommer i løbet af 2019.

Udover Simon Alstrup (vokal, guitar) og Thomas Alstrup (bas og banjo) består Jonah Blacksmith af Lasse Alstrup (tangenter, mandolin), Jon Bisgaard Kjeldsen (tangenter, banjo), Søren Poulsen (trommer), Thor Kortegaard (trommer) og Søren Bigum (guitar, pedal-steel).

Se kontaktoplysninger