/media/5544/liamgallagher.jpg

Liam Gallagher

“Raw power and energy radiate from the former Oasis frontman as he draws on songs from his solo debut and era-defining classics in a dynamo performance.”

Citatet er hentet fra den engelske avis The Guardian, der gav Liam Gallagher max. karakteren fem stjerner efter en forrygende koncert i Leeds I 2017.

Liam Gallagher behøver nærmest ingen nærmere præsentation. Som frontfigur i Oasis var han ikke bare med til at give rockmusikken nyt liv i 90erne – han blev også et af dens helt sjældne ikoner, en status han efterhånden har bibeholdt i snart 25 år. Eller som han også beskrives i Guardians anmeldelse: ”the last great rock´n´roll star”.

Liam Gallagher udgav i 2017 ”As You Were” – det første album i eget navn, der sikrede ham endnu en førsteplads på den engelske hitliste, som fint supplement til de otte han i forvejen havde haft med Oasis. Albummet lå også i klar forlængelse af den musik Liam havde lavet med Oasis – fængende rocksange med ekko af 60erne og The Beatles, og altid med den flabede og intense signaturvokal som centrum for musikken. Sange som ”Wall Of Glass”, ”For What It´s Worth” og “Greedy Soul” var stærke øjeblikke – og det var i det hele taget et album der viste sin hovedperson i fineste form: ”Han er fokuseret og formår endda at tilføje sin frembrusende mediefigur lidt refleksioner i rolige øjeblikke. Og der er stadig ingen, der kan synge »Don’t give a fuck, alright!« med samme attitude som Liam Gallagher” (Politiken).

Liam Gallagher gæstede Smukfest sammen med Oasis tilbage i 2000 og det bliver en fornøjelse at få ham tilbage i skoven, nu med den blanding af egne sange og Oasis-klassikere han har begejstret publikum med de sidste par år.

Se kontaktoplysninger