/media/4777/tv2-header.png

tv-2

”Tæt trafik i Herning”, kaldte TV-2 deres 2018-album, hvor sange som titelnummeret, ”Er vi glade eller hvad?” og ”Don´t Get Me Started”, var nye radiotræffere for Steffen Brandt og co.

TV-2 har været populære gæster her i skoven igennem hele festivalhistorien – og var for første gang gæster på Danmarks Smukkeste Festival så langt tilbage som i 1981 (hvor arrangementet dog gik under navnet Skanderborg Festival). Bandet stillede dengang i skoven med det fulde udtræk af persienner, hawaiiskjorteklædte musikere og sange som ”Boligblok A”, ”Ib René, Cairo” og det langtidsholdbare titelnummer, der alle var hentet fra samme års debutalbum ”Fantastiske Toyota”, der skulle vise sig at være hjørnesten i en af de fineste og flotteste karrierer i dansk musik. Også dengang i 1981 var det med Steffen Brandt som forsanger og sangskriver, Hans Erik Lerchenfeldt på den elektrisk forstærkede el-guitar, Georg Olesen på bas og Sven Gaul på tromme – præcis de samme fire, der den dag i dag udgør kernen i TV-2. Ganske imponerende, eller som de skrev i en koncertanmeldelse i Nordjyske: ”De fire har trods alt spillet sammen siden midten af 70'erne - uden at man kan spore så meget som tilløb til metaltræthed!” I årenes løb er det blevet til 19 studiealbums, nogle live-udgivelser og et par opsamlinger (tilsammen solgt i et par millioner eksemplarer) og ikke mindst et sangkatalog, der rummer nogle af de største danske hits gennem tiderne.

Se kontaktoplysninger