/media/7172/caecilie-nordby.png

Cæcilie Norby

Få aktive musikere kan præsentere en så succesfuld og omfattende karriere som Cæcilie Norby.

Det hele startede i starten af 80erne med funk i Streetbeat, fortsatte med jazz-rock-fusion i Frontline og pop-rock i OneTwo. Sidstnævnte band var fra midten af 80erne og til begyndelsen af 90erne et af de helt store navne i Danmark – og det var ikke alle der forstod skiftet, da Cæcilie Norby i ´95 udgav sit første solo-album og havde valgt rendyrket jazz som musikalsk område. At albummet så blev udgivet på det legendariske label Blue Note, sagde noget om talentet. Siden er det blevet til yderligere en lang række fornemme soloalbums – primært i jazzgenren, men gerne med personlige fortolkninger af store øjeblikke fra rock- og pophistorien. Koncerterne skal nok tælles i tusindvis gennem karrieren – i alle tænkelige formater, fra duo til de helt store orkestre - og undervejs er det da også blevet til et par gendannelser af OneTwo, hvad vi senest nød godt af til Smukfest 2019. Udover koncerter i ind- og udland, bød Cæcilie Norbys 2019 også på hendes soloalbum #11 ”Sisters In Jazz” (hvor hun arbejdede sammen med stærke kvindelige jazzmusikere fra hele Europa) og på markant medvirken i årets udgave af Toppen af Poppen. Her kunne publikum i den grad opleve alle sider af Cecilie Norbys enorme stemme, der lyder lige ubesværet og nysgerrig, om det er jazz, rock, folk, pop, soul, indie eller latin hun synger. Vi glæder os til at igen at opleve Cæcilie Norby på Smukfest, der hvor hun er allerbedst, i levende live foran et medlevende publikum. 2020-turneen har fået overskriften ”Portraying Cæcilie Norby” – og vi kan se frem til sangerinden i front for et decideret all star band på en bredtfavnende rejse gennem hendes store musikalske karriere.

Se kontaktoplysninger