/media/7146/carpark-north.png

Carpark North

Fredag 7. august

”Håb er at se lyssprækken i alt mørket. På vores nye album har vi samlet en masse mørke og skønhed, men også lyssprækker af nemhed og popmusik."

Ordene kom fra Carpark North ved udgivelsen af deres seneste album, 2017-udspillet ”Hope”. Et af mange højdepunkter for Carpark North de sidste par år,  hvor gruppen også har oplevet adskillige festival-triumfer, deres hidtil største indendørskoncerter i bl.a. Royal Arena, forsanger Lau Højens fornemme fortolkninger i Toppen af Poppen og helt aktuelt den nye single “Hopefully We’ll Never Know”. Med videoen indspillet højt oppe over byen, nærmere bestemt på Copenhill, noget så originalt som en kombineret skibakke og forbrændingsanlæg med enestående udsigt over København.

Carpark North har hele vejen igennem karrieren været leveringsdygtige i en særdeles effektiv rock tilsat massevis af elektronik. Første udgivelse kom i 2000 med demoalbummet "Carstereo", og i 2003 kom debutalbummet "Carpark North", der gik direkte ind på førstepladsen af salgslisten. Numre som "Transparent And Glasslike" og "40 Days" strømmede fra radioen, og koncerterne var udsolgte, hvor bandet end kom frem.

I 2005 kom "All Things To All People", med nye potentielle Carpark-klassikere som "Human" og "Best Days" – og i 2008 kom så "Grateful", der rummede hits som "Shall We Be Grateful" og "Save Me From Myself". I 2010 samlede Carpark North op på karrieren so far på det guldsælgende album "Best Days – Greatest & Live", og samme år udkom også "Lost", det første internationale udspil fra Carpark North (af den tyske blog "Reflection of Darkness" kaldet "One of this year's best releases!").

Carpark North udsendte i 2014 albummet "Phoenix". Singleforløbere som "Army of Open Arms" og "32" (feat. Stine Bramsen) havde skærpet forventningerne. Der var meget mere af det gode på et album, der også bød på et overraskende samarbejde med Nik & Jay på tracket "You're My Fire" og på endnu en hitsingle i form af "Renegade". Det nye album blev fulgt op af massevis af koncerter i DK og gigs så langt borte som i Indonesien og Thailand.

Carpark North består stadig af de samme tre musikere, der i sin tid dannede bandet: Lau Højen (guitar og vokal), Søren Balsner (vokal og bas) og Morten Thorhauge (trommer).

Se kontaktoplysninger