/media/7181/folkeklubben.png

Folkeklubben

Lørdag 8. august

Danmarks hårdest turnerende orkester vender tilbage til bøgeskoven ovenpå succesen med deres fjerde album ”Sort tulipan”. Politiken kvitterede for de nye sange med 5 hjerter og skrev bl.a. at ”Folkeklubben har satset alt og lavet deres hidtil bedste album”.

Siden starten tilbage i 2011 har Folkeklubben spillet mange hundrede koncerter – fra de mindste steder til de største, fra Mændenes Hjem til sognegårde, kroer og værtshuse. Det har givet dem et indgående kendskab til det Danmark, de skriver om – og undervejs på turen, har de fået skabt et originalt og skarpt sangkatalog, der gerne tager pulsen på tiden og vores ikke altid lige smukke omgang med hinanden. Sange som ”Fedterøv”, ”For pengene”, ”Torben Ulrich”, ”Tænker tit”, ”Syngefaldet”, ”Danmarksfilm”, ”Ske noget mere”, ”Nye tider ”, ”Overlæge Jacobsen”, ”Sort tulipan”, ”Men ikke endnu en vinter” og ”Cohiba Zanzibar” er bare nogle af kapitlerne i Folkeklubbens store fortælling om Danmark og danskerne - som de nu har foldet den ud over deres foreløbige fire albums: ”Nye Tider” (2013), ”Danmarksfilm” (2014), ”Slå Flint” (2016) og ”Sort tulipan” (2018).

Folkeklubben er i øvrigt opkaldt efter det første danske folkalbum, ”En aften i Folkeklubben”, der udkom i 1965 med Per Dich, Povl Dissing og Cæsar som medvirkende. Dagens udgave af Folkeklubben har stadig de samme tre medlemmer som ved starten i 2011: Kjartan Arngrim (vokal, guitar), Rasmus Dall (leadguitar, kor) og Rasmus Jusjong (trommer, percussion, kor).

Se kontaktoplysninger