/media/7131/lewis-capaldi.png

Lewis Capaldi

Onsdag 5. august

Endnu inden debutalbummet var udkommet havde den unge skotte Lewis Capaldi fået en drømmestart på karrieren. Hans første single ”Bruises” blev et vaskeægte viralt hit i 2018 – og har efterhånden rundet 340 mio. afspilninger på Spotify.

Sangen var at finde på Capaldis første EP ”Bloom” der kom i 2017 og langsomt men sikkert fik spredt rygtet om den stærke sanger og sangskriver. I det hele taget er Lewis Capaldi en af den slags succeser der er vokset langsomt – og der gik mere end tre måneder fra udgivelsen, før albumforløberen ”Someone You Loved” gik helt til tops på den engelske hitliste i marts 2019.

Live har Lewis Capaldi efterhånden opbygget et stort og trofast publikum. Han har solgt samtlige billetter til sine seneste turneer i UK – og har undervejs begejstret de mange fans med både sin umiddelbare humor, sine stærke sange og sin helt fantastiske vokal. Også i Danmark har Lewis Capaldi ramt et stort publikum – og singler som ”Hold Me While You Wait”, ”Tough” og ”Someone You Love” er alle blevet råspillet af de danske radiostationer. Senest er også USA kommet med på vognen og i december 2019 gik ”Someone You Loved” endelig til tops som #1 på Billboards Hot 100.

Lewis Capaldi er noget så efterhånden sjældent som en sanger og sangskriver der er startet på de mindste spillesteder rundt omkring i Skotland – og gennem masser af gigs har raffineret sit tydelige talent. Derfor var det en særdeles erfaren kunstner der, trods sine bare 22 år, i maj 2019 udgav sit debutalbum. Tro mod sit selvironiske jeg, gav han det titlen ”Divinely Uninspired To A Hellish Extent”. Publikum var dog ikke helt enige i at han skulle være uinspireret – eller også var de bare ligeglade? – for albummet gik direkte ind som #1 på hitlisten i England og både der og herhjemme, har det efterhånden ligget blandt de mest solgte i mere end et halvt år… Ved Brit Awards i februar, kunne Capaldi gå hjem med hele to priser - dels som "Best New Artist" og dels for "Song of The Year" med "Someone You Loved". 

Se kontaktoplysninger