/media/7198/manfreds-manns-earth-band.png

Manfred Mann's Earthband

Manfred Mann er en af musikbranchens store profiler – og en af de meget få der kan prale af en karriere, der kører på sjette årti.

Manfred Mann var både bandnavn og navnet på gruppens kapelmester – og i løbet af 60erne havde gruppen adskillige pophits, primært i hjemlandet England, men også i USA og resten af Europa.

Første udgave af Earth Band blev dannet i 1971 – og her har man siden dyrket Manfred Manns vision om en progressiv musik, der trækker på både rock, jazz, verdensmusik og klassisk i sit udtryk. Det første album kom i 1972 – og det er undervejs blevet til 15 albums, med højdepunkter som bl.a. ”Solar Fire” (1973), ”Nightingales & Bombers” (´75), ”The Roaring Silence” (´76) og ”Somewhere In Afrika” (´83).

At dømme efter de sætlister, der slipper ud fra koncerterne, er det et Earth Band på Greatest Hits-mission, der i øjeblikket er på landevejen over hele Europa. Det betyder, at både fans og nykommere kan glæde sig til genhør eller førstegangsoplevelser med klassiske Mann-træffere som “The Mighty Quinn”, “Davy's On The Road Again”, “Blinded By The Light”, “Father Of Day, Father Of Night”, ”Do Wah Diddy Diddy” og “Spirits In The Night”. 

Se kontaktoplysninger