/media/7728/saaforsatan.png

Såforsatan

Spilledag TBA

Hans kunstnernavn er nok mest et udtryk, vi andre forbinder med, når noget går galt. Helt galt er det dog slet ikke gået for den unge mand fra København, der i 2020 vandt DR’s Karrierekanonen og nu spiller på Smukfest i 2021. I virkeligheden hedder han Sofus Bryld Staunæs og er 21 år gammel.

Med udgivelser som ”Morgentimer” og ”2121” udtrykker han sig ærligt i sine følelsers vold – fra frustrationen til forelskelsen. Med det flydende og selvlærte mix af musik ønsker han at få sit publikum til at lytte og bande lidt over den upassende lyrik og de akkorder, der tillægges af bandet bag ham.

Filosofien, der bærer den frygtløse formidling, lyder ifølge Sofus Bryld således: ”I Danmark er der en tendens til, at vi gemmer os bag en frygt for at træde andre over tæerne. Jeg savner en hverdag, hvor du er bundærlig. For hvis du ikke tør at være ærlig overfor dig selv, hvornår satan kan du så være det?”

Såforsatan kommer helt sikkert til at overskride dine grænser og træde dig lidt over tæerne med en dimension af det danske sprog, der oftest høre til i rapgenren. Han har før rappet om ”Min dame” og at han ”Drikker lidt” under navnet JUDA$$, der har fået over to millioner streams på Spotify, men han blev træt af at spille smart og selvfed. Med ny selvindsigt og sænket skjold står nu en ung mand frem, der gerne vil fortælle en ærlig, uperfekt historie og høre dig sige ”såforsatan” med resten af publikum.

Se kontaktoplysninger