/media/4196/birthe-kjaer.png

Birthe Kjær

Vi er er skæppekisteglade (som Steppeulvene sang) for at være med til at fejre Birthes 50 års jubilæum med denne koncert – som også er hendes første på Smukfest.

Vi skal helt tilbage til 1968 og en yngre udgave af Birthe Kjær, for at ramme starten af hendes helt fantastiske karriere. Thi det var netop i 1968 Johnie Reimar opdagede stortalentet Birthe Kjær – der samme år debuterede og fik sit gennembrud med singlen ”Arrividerci Franz”. Og så har hun jo været der siden. Undervejs er det blevet til et utal af hits, ikke mindst i de gyldne år med Dansktoppen – hvor Birthe Kjær var fast inventar med sange som ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Sommer og sol”, ”Den gamle Tennesse Waltz”, ”Jeg skal aldrig til bal uden trusser”, ”Casatschok”, ”Lange Lars fra Langeland” og ”Det er mig du vil ha”. Hjemmesiden Birthes Venner lister i omegnen af 50 Birthe Kjær-sange, der alle har ligget på Dansktoppen i dens forskellige udgaver gennem årene!

Men Birthe Kjær har jo også været så meget mere end Dansktop. Hun har spillet revy i masser af år, hun har været tv vært af flere omgange, medvirket i flere film og har indspillet viser, julesange og filmklassikere. Og så har hun da også vundet det danske Melodi Grand Prix i 1989 med ”Vi maler byen rød”, der opnåede en fornem tredjeplads ved den internationale udgave. Mon ikke vi får et godt genhør med de største, de bedste og nogle af de mere sjældne, når Birthe Kjær her indtager Smukfest i godt selskab med sit store Feel Good Band.

Se kontaktoplysninger