/media/2162/en-smuk-dokumentar.jpg

En smuk dokumentar

I sommeren 2015 tog en gruppe venner fra Hello Documentary i Californien ud på en drømmerejse. På 12 uger besøgte de 12 store, europæiske festivaler. Og Smukfest var ingen undtagelse!

11. september 2015
Bøgeskoven havde mange fine besøg under Smukfest 2015. En debutant var den amerikanske dokumentarist Toni Savino fra Hello Documentary i USA. Sammen med tre venner besøgte han i løbet af sommeren danske Smukfest og 11 andre europæiske festivaler. Én festival hver uge i 12 uger - alt sammen for at fange essensen af den europæiske musikscene igennem en dokumentarfilm.

På deres rejse gennem Europas største festivaler har de oplevet 11 forskellige landes festival-kulturer på nært hold, og de har snakket med musikindustriens guruer, verdenskendte artister og helt almindelige festival-gæster som dig og mig. Det har været et stort og omfattende projekt, og den 2. september nåede de i mål - fysisk vel og mærke. Foran drengene fra Hello Documentary ligger nu at sætte det hele sammen til en dokumentarfilm fyldt med liv, musik og passion! Der er høje forventninger til projektet, og drengene håber på, at filmen skal vises på den amerikanske film-festival Sundance til marst 2016. 

Den ideelle festival 

Smukfest var nøje udvalgt som den eneste danske festival på Hello Documentarys tur rundt i Europa, og var det 9. stop på rejsen. Før Smukfest var det Special Event i Berlin, og efterfølgende tog de til Way Out West i Sveriges Göteborg. Begejstringen over Smukfest var høj blandt drengene bag dokumentarfilmen, og de var ikke i tvivl om, hvorfor den bliver kaldt Danmarks smukkeste. "Smukfest har vist sig at være den bedste festival i hele Europa. Det er den ideelle festival," siger den amerikanske dokumentarist Toni Savino i et klip fra festival-TV. 
Se Toni Savino fortælle om sin oplevelse på Smukfest i videoen nedenunder. 

Se kontaktoplysninger