/media/7616/drone_tvlive_smuk2020_boll-0170.jpg
Foto: Anders Boll

Gense smukt DR-show fra skoven

Snyd ikke dig selv for at se det ufatteligt flotte live-program, DR producerede i Skanderborg lørdag aften.

Af: Randi Rehmeier
9. august 2020

I hemmelighed har nogle af de dygtigste festivalbyggere og -forberedere været i det seriøse arbejdstøj i mange uger. Mens folket har hamret, savet og trukket kabler derhjemme, så er det samme sket på Skovlunden i Skanderborg. Det er normalt et grønt og idyllisk campingområde på denne tid af året.

Vemodet ved at undvære vores elskede gæster fik en ekstra oktav på klaveret lørdag aften, da DR rullede halvanden times intensiv Smuk-stemning ud. Du kan se eller gense det her på DR.dk >

Programmet favner både utroligt poetiske liveoptrædener med Benjamin Hav, Medina, Nicklas Sahl og Peter Sommer – og direkte transmission fra nogle af landets mest gakkede #Hjemmefester. Pelle Peter Jencel og Kathrine Abrahamsen dykker i det hele taget dybt ned i, hvad en Smukfest består af, og vi er utroligt glade for det kærlige, finurlige og fællesskabsorienterede portræt, de tegner af festivalen på den absolut PERFEKTE sommeraften.

De få publikummer, der overværede det helt særlige show på stedet, var de selvsamme frivillige medhjælpere, der havde bygget DR-pladsen, sendt Hjemmefest-pakker eller rejst ud og pimpet udvalgte fester med Walther. Uden at få en festivalbillet for det, men af ren glæde og skabertrang. Tusind tak til alle jer også!

Se kontaktoplysninger