/media/8672/skaermbillede-2022-04-08-kl-12-38-54.png

Skovtid på din computer

Nu kan du give din maskine en ÆGTE pause, når den går i dvale – lad den gå på skovtid med vores nye 24-timers screensaver.

Af: Randi Rehmeier
8. april 2022

Det er måske nok det mindst digitale "digitalur", der nogensinde har set dagens lys. Men det er præcist, og det er i sig selv imponerende. På Smukfest 2019 tømrede 60 frivillige et gigantisk ur i brædder midt i festlighederne på Bøgepladsen. I 24 timer sørgede de hvert eneste minut for, at uret gik rigtigt. Ja, det er svært at forklare – du må hellere se det!

Og det kan du, for nu kan uret nemlig downloades som screensaver til din Mac eller PC. Bare hent filen ned og følg anvisningerne på skærmen. Husk opdateret styresystem, ellers driller det.

Kunstprojektet krævede fuld opmærksomhed i de 24 timer, vi byggede på det. Og det fine er, at det til gengæld er enormt afslappende at se på efterfølgende. Når du har installeret dimsen, aktiveret "skærmskåner" eller "pauseskærm" og din maskine efterfølgende går i dvale, så er der dømt festival-mindfulness i realtid. Når klokken er 20:35 hos dig, så er den det også på Bøgepladsen.

Måske undrer du dig over, hvorfor sådan en 24 timers bygge-marathon skal genopleves som en pauseskærm? Vi overvejede at udgive på VHS-bånd eller ligefrem DVD, men der er bare noget virkelig fedt ved pauseskærme.

For det første genoplever du skoven i realtid – installationen følger dit eget ur. Når det er sent og du er søvnig, så er de frivillige der bygger Smukur også søvnige. Når der er fest hos dig, så er der også fest hos dem.

For det andet er pauseskærme håbløst forældet teknologi. Moderne skærme brænder ikke billedet fast ved lang tids stilstand, som det kunne ske engang. Pauseskærme var store i 90'erne, da de kom frem som små programmer med dansende macaronier, et spøgelseshus, geometriske mindfuckmønstre, 3D-labyrinter (som man virkelig blev søsyg af dengang) og måske den største klassiker: Johnny Castaway - den skibbrudne sømand, som fik timer og dage til at gå på en ø mindre end KærligHedens tømmerflåde. Vi var mange 90'ernørder, som kunne sidde i timevis og kigge på Johnny Castaway og andre af de bedste screensavers, fordi der nogle gange skete noget NYT i dem. Udviklerne havde lavet en lille historie, som kun de mest tålmodige kunne opleve. Det var små stykker computerkunst, og for en Windows 95-bruger var de også hårdt tiltrængte humoristiske indslag. Med tiden voksede teknologien fra dem, og i dag er pauseskærme ikke standard på en computer - man skal selv aktivere dem, og de tjener faktisk ikke noget teknisk formål længere. Sådan er det med nogle af livets skønneste opfindelser, de er ikke nyttige, de skal bare nydes.

Vi håber, at du vil forkæle din computer og dig selv med en oldschool pauseskærm og al den skovtid, du kunne drømme om!

Se kontaktoplysninger