/media/7376/aflyst.png
Foto: Jakob Worre

Smukfest 2020 aflyses

Den overskrift troede vi aldrig skulle skrives, og det er med stor sorg, at vi gør det. En aflysning er dog det eneste rigtige i denne situation.

Af: Michael Vahl
7. april 2020

Men Smukfest tager naturligvis regeringens og myndighedernes forbud mod store arrangementer frem til udgangen af august alvorligt og aflyser årets festival. Vi har drøftet, om vi på nogen forsvarlig måde kunne flytte Smukfest til senere på året, men det er ikke muligt. Vores arrangement er så komplekst og involverer så mange mennesker, at det ikke vurderes realistisk.

Poul Martin Bonde, formand for Skanderborg Festivalklub udtaler omkring aflysningen:  

"Smukfest retter sig selvfølgelig efter myndighedernes forbud – og i denne situation er der ikke andet at gøre, end at aflyse dette års festival. Det er ufatteligt trist, at det bliver sådan, ikke bare for arrangementet i sig selv, men også for de mange klubber og organisationer, der baserer en del af deres økonomi på at arbejde for Smukfest. Aflysningen rammer også vores gode samarbejdspartnere fra erhvervslivet og alle de musikere, lyd- og lysfolk, der i forvejen er hårdt pressede af hele Covid-situationen. Endelig vil det selvfølgelig også kunne mærkes i Skanderborg, der må undvære områdets største fest- og kulturevent i år."

På Smukfest 2020 ventede vi i alt 55.000 gæster pr. dag i løbet af 8 dages festival, hvor alle partoutbilletter og langt de fleste endagsarmbånd var solgt og så småt på vej til landets postkasser. Til dem har vi en vigtig besked: Alle med armbånd og/eller boformer købt via Smukshop.dk kan overføre til Smukfest 2021 – hvilket vil være en god støtte for festivalen, som vi kun kan opfordre til – eller man kan vælge at få refunderet. Hvordan det nærmere bestemt kommer til at foregå, vil alle få besked om direkte i løbet af de kommende uger. Vi appellerer til forståelse og arbejdsro i de næste par uger, hvor Smukfests sekretariat har travlt med at håndtere aflysningen i praksis. Det har vi aldrig prøvet før, og vi håber kun at skulle øve os denne ene gang i festivalhistorien.

"På vegne af hele vores organisation vil jeg gerne sige stor tak for den opbakning, vi har mødt siden udmeldingen i går. En særlig tak til vores trofaste gæster, der på forhånd havde købt billetterne til årets festival – og til vores mere end 15.000 medhjælpere, der hvert år er hele udgangspunktet for, at Smukfest kan blive til virkelighed. Kærlighed opbygget igennem mange år er meget mærkbar lige nu, og det betyder utroligt meget for os her i Skanderborg", siger Poul Martin Bonde.

 Vi lover, at vi vender stærkt tilbage med Smukfest 2021, der afholdes i dagene 1.-8. august.

Se kontaktoplysninger