/media/4715/dsc_2770.png
Foto: Morten Hjeds

Mindre madspild med FødevareBanken

I samarbejde med FødevareBanken sætter Smukfest fokus på madspild. Den velgørende organisation samler mad ind fra boderne og giver det til socialt udsatte landet over

Af: Andreas Mortensen
13. august 2018

I samarbejde med den velgørende organisation FødevareBanken, donerer Smukfest sammen med de mange boder i bøgeskoven overskudsvarer til socialt udsatte på blandt andet væresteder, krisecentre, børnehjem og herberger. 

Samarbejdet mellem Smukfest og FødevareBanken har stået på siden 2015, og siden da er tæt på 10 tons mad blevet doneret.

Driftsassistent ved FødevareBanken, Clara Sørensen, fortæller, at samarbejdet med Smukfest er vigtigt på mange forskellige områder. Et af dem er den variation af mad, som de får fra festivalen.

”Det giver vores modtagerorganisationer noget mere spændende mad, end de normalt plejer at få. Det kan være ting fra nogle anderledes boder som dem, der laver mad med insekter, eller anderledes grøntsager og eksotiske frugter. Vores modtagere synes, det er super sjovt, når vi kommer de efterfølgende dage med nogle anderledes ting,” fortæller Clara Sørensen.

Udover de anderledes produkter, som festivalens mange boder bidrager med til FødevareBanken, så er Smukfest også vigtig, for at FødevareBanken kan komme ud og blive hørt.

”Vi får normalt mad fra nogle donorer, som vi er meget glade for, men Smukfest giver os muligheden for at komme ud og vise vores flag for 50.000 mennesker på festivalen. Det er en super mulighed at få sat fokus på den her sag,” siger Clara Sørensen.

De seneste to år har festivalen doneret mellem 2,5 og 3,5 tons mad om året, og i år indsamlede FødevareBanken 4 tons mad. Dog bliver festivalboderne også bedre år for år til at vurdere, hvor meget mad de egentlig skal indkøbe. Det synes FødevareBanken, er en positiv tendens, fortæller Clara Sørensen.

”Når vi kommer, så sætter vi fokus på madspild hos madboderne, og det gør, at de bliver bedre til at købe ind. Så det er positivt. Det er jo i vores interesse, at der er så lidt madspild som muligt.”

Se kontaktoplysninger