/media/6374/madsen.jpg

10 nye navne på plakaten

Så er der mer' lækker lyd på programmet til Smukfest 2022: Vi er utrolig glade for at kunne præsentere Andreas Odbjerg, Christopher, Drew Sycamore, Freja Kirk, Fyr og Flamme, Gnags, Hjalmer, Jada, Lis Sørensen og Thomas Helmig 🎉

23. november 2021

Første skud på stammen er Andreas Odbjerg. Med singlen "Føler Mig selv 100" steg Odbjerg mod stjernerne. Nummeret lå i top 10 på den danske airplaychart, ligesom de har været Odbjergs største streamingsucces til dato – så stor at den faktisk har rundet de 12. mio. afspilninger og nu er gået platin.  

Christopher er et popikon af ypperste kaliber. En melodiøs skrædder. En energi, som ruller med tårnhøj fart. En muskuløs vokal, som har vundet indpas på festivaler, i radioen og i anmeldernes hjerter. 

Drew Sycamores stemme formår at række langt ind i hjertet på publikum, og hun kan med røsten og guitaren spille en sal op udover det sædvanlige. Netop det fik hun for nyligt fik sat en stor streg under, da hun hev den prestigefulde P3-pris hjem efter et år på toppen. 

Efter en fantastisk inspirerende runde i årets udgave af Vild Med Dans er det igen tid til, at Freja Kirk gør det hun gør allerbedst; Synger, skriver sange og tager på liveturné.

Inspirationen fra 80'ernes popmusik er ikke til at tage fejl af, og vi kan vist godt garantere, at det bliver et festfyrværkeri, når Fyr og Flamme besøger Bøgeskoven til august.

Gnags sadler op til sommerens tourné, der i den grad bliver en kavalkade af den lange karrieres største hits og introduktion af nye numre, der er blevet skabt under nedlukningen, ligesom der netop nu er et nyt album under opsejling.

Hjalmer er i sandhed vokset op i et hjem med klaver, og sikkert også et dusin andre instrumenter, men som kunstner står han på egne ben foran sit eget publikum. Siden hans debut i 2017 er det rullet vanvittig hurtigt for den ambitiøse og arbejdsomme herre, og således har han sunget sig ind i vores hjerter med både talent og karisma.

Jada er på kort tid vokset til at være det mest lovende navn på den danske musikscene og har betaget både danske og udenlandske anmeldere, medier og fans med sit personlige og ærlige univers - et univers, der bryder med de klassiske skabeloner, og som kan være med til at skubbe både grænser, genrer og trends.

Med sin varme og stærke vokal i centrum, favner Lis Sørensen et større og større publikum, og en aften i hendes selskab er både en rejse ned ad memory lane, og en energisk væren i øjeblikket.

Sidst men absolut ikke mindst har vi et dansk popikon uden lige: Når Thomas Helmig næste sommer besøger Smukfest, er det efter en fire år lang ufrivillig pause fra koncertscenen. Helmig og hans fabelagtige band er derfor mere end klar på at komme ud og spille for os alle sammen til sommer! 

Stadig torsdags- og søndagsbilletter 

Mangler du stadig at få billetten til næste års Smukfest i hus, så frygt ej! Der er stadig billetter til både torsdag og søndag på Smukshoppen. Torsdag kan du blandt andet opleve Kygo, Lionel Richie og Kraftwerk, og der vil blive tilføjet mere skøn musik til programmet løbende!

Se kontaktoplysninger