/media/5560/_mg_4838-kopier.jpg

Fire af de mest ønskede danske

Her hvor det for alvor trækker op til jul, er vi klar med fire af de danske navne der har stået højt på jeres ønskesedler til Smukfest 2020: Gilli, Carpark North, Medina og Rasmus Seebach.

Af: Michael Vahl
30. november 2019

CARPARK NORTH er tilbage i bøgeskoven ovenpå et par magiske år i karrieren, der bl.a. har budt på 2017-albummet ”Hope”, adskillige festival-triumfer, gruppens hidtil største indendørskoncerter i bl.a. Royal Arena, forsanger Lau Højens fornemme fortolkninger i Toppen af Poppen og helt aktuelt den nye single “Hopefully We’ll Never Know”. Med videoen indspillet højt oppe over byen, nærmere bestemt på Copenhill, noget så originalt som en kombineret skibakke og forbrændingsanlæg med enestående udsigt over København.

Nærmest uden varsel udsendte GILLI i juli 2019 sit første fuldlængdealbum - og med sædvanlig succes, må man nok sige. "Kiko", som albummet hedder, strøg direkte ind på førstepladsen af den danske salgsliste - og hele 10 af albummets tracks markerede sig på Top 40! ”Kiki” er en af de største succeser overhovedet i 2019, med flere gange platin og hele 8 uger som #1 på salgslisten. Nye træffere som ”Vai Amor”, ”Culo” (Feat. Branco) og ”Ingenting at sige” (feat. Node) lagde sig til den efterhånden lange liste af hits fra Gilli, der på alle måder er en af de seneste års største danske artister.

Mon ikke vi kan regne med en god omgang fest, fællessang og magi, når MEDINA her vender tilbage til Smukfest – mere populær end nogensinde, efter sin markante medvirken i årets udgave af Toppen af Poppen. Med sange som ”Jalousi”, ”Elsk mig”, ”Velkommen til Medina”, ”Synd for dig”, ”12 dage”, ”Giv slip”, ”Når intet er godt nok”, ”kl. 10”, ”Mest ondt”, ”Vi to”,  ”Det smukkeste”, ”Elsk mig”, duetten med Hjalmer ”Folk som os” og senest både den dansksprogede ”Sir det ikke” og de engelske ”Who Do You Love” og ”Holding On” (i selskab med Zookeepers), har Medina ikke bare været blandt de mest spillede artister på de danske radiostationer, mest populære livekunstnere og mest downloadede og streamede navne – hun er via sin sans for stil og performance også blevet et decideret dansk stil-ikon af den sjældne slags.

”Efter min første Skanderborg Festival, hvor jeg havde stået foran 20-30.000 mennesker og haft min nok største oplevelse nogensinde, kan jeg huske, at der var en journalist i nyhederne, der sagde, at jeg nok bare var en døgnflue.” (Rasmus Seebach til BT, november 2019). Well, den der journalist tog ret meget fejl – og dette efterår kunne RASMUS SEEBACH udgive albummet ”Tak for turen”, hvor han samlede op på ti års fantastisk karriere, med både en række af de største hits so far og en håndfuld nye numre, som bl.a. de nye singlehits ”Lovesong” og ”Beautiful”. 

Se kontaktoplysninger