/media/8370/jb-thumb.png

Justin Bieber på Smukfest 2022

Verdensstjernen Justin Bieber har meldt sin ankomst i bøgeskoven til Smukfest 2022. Pop-ikonet kommer onsdag d. 3. august til at stå på de helt nye bøgescener, når vi for første gang i tre år igen skal mødes til verdens bedste skovfest. Hold k***, hvor vi glæder os!

Af: Signe Burchardt
15. november 2021

Som en del af ’Justin Bieber: The Justice World Tour’ bliver koncerten på Smukfest den ene ud af kun fire europæiske koncerter i 2022 – og den første gang nogensinde, Justin optræder på en dansk festival. Det er vi utrolig beærede over, og sammen med både gæster og frivillige glæder vi os til at vise ham, hvad festivalen i bøgeskoven kan. I allerbedste Smukfest-stil 🌳

Justin Bieber har ligget i toppen af ønskelisten blandt Smukfests publikum de sidste mange år, og derfor er vi ekstrastolte over at kunne præsentere ham for vores gæster på en nu udsolgt onsdag.
 
”Vi niver os stadig lidt i armen, men den er sgu god nok! Det er en fantastisk følelse, at vi allerede nu kan sætte så markant et navn på plakaten for 2022 og takke for den store tillid vores gæster har vist os ved at overføre deres billetter efter to aflyste festivaler. Tanken om, hvor euforisk vildt det bliver at mødes igen i skoven efter to somre uden Smukfest, kan slet ikke beskrives,” siger Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest.

Den 27-årige canadiske sanger og sangskriver blev opdaget i 2008, da en video af en meget ung, guitarspillende og hjerteknusende Justin Bieber blev lagt på Youtube, hvor den straks gik viralt. Herefter tog det fart med debutalbummet ’My World’ i 2009, og han har siden da udgivet i alt ni solide albums, hvoraf de otte strøg direkte til tops på hitlisterne. I løbet af sin karriere har han solgt over 80 millioner plader og løbet afsted med titlen som den mest streamede artist på Spotify nogensinde, hvilket gør ham til en af verdens mest succesfulde artister.

Som den første debutmusiker i verden havde Justin hele syv sange fra ’My world’ på Billboard Hot 100, og siden er den ene rekord efter den anden slået med numre som ’Love Yourself’, ’Sorry’, ’What Do You Mean’. Han er lige nu mere aktuel end nogensinde med hans syvende single-førsteplads på verdenshitlisten, nummeret ’Peaches’ fra det seneste album ’Justice’. 
 
”Justin Bieber er lige nu den mest streamede artist i verden og har været det stort set hele 2021. I det lys er han klart en af tidens mest aktuelle artister, vi kan præsentere i skoven til sommer. Vi skal huske, at en festival som Smukfest udgøres af 180 artister, der repræsenterer den alsidighed, der er i både nye og etablerede artister. Og at kunne tilføje Justin Bieber til listen fås ikke meget større,” siger Mikkel Xavier, booker hos Smukfest.  

Bliv en del af det sejeste frivillige fællesskab! 
De sidste onsdagsbilletter røg hurtigt, da først nyheden om Justin Bieber kom ud. Nåede du ikke at få den billet, du ønskede, eller kunne du bare godt tænke dig at komme på Smukfest på en helt ny måde, så kan du blive en del af vores store, frivillige fælleskab, som hele året arbejder på at få skabt den bedst tænkelige festival. Men vi kan godt forberede dig allerede nu – der er en god chance for, at du aldrig har lyst til at forlade det igen!
 
”Vores frivillige ildsjæle er et afgørende element i, at vores festival bliver formet på gennemført og unik vis hver sommer. Vi er så ufattelig heldige, at 15.000 trofaste medhjælpere vælger at bruge hver sommer med os. Og vi byder naturligvis altid nye velkommen. Uden dem var der ikke en Smukfest,” siger talsmand Søren Eskildsen.

Se den officielle pressemeddelelse om ”Justin Bieber Justic World Tour” her.

Se kontaktoplysninger