/media/9198/pianobar-header.jpg
Foto: Peter Nørris Jensen

Hvilken bar pønser du på?

En flaske Louis Latour Corton Granecey med boeuf bourguignon på Du Prop, en Anarkist øl og live pianomusik på Pianobar, en kande Stubbesaft på Stubben, eller noget helt fjerde? Smuk har det hele.

Af: Chiara Bastian Storm
5. august 2022

Store fadøl, lakridsshots og White Russians er menuen for de tørstige på festival.

Her skuffer Smuk dig ikke. Til gengæld overrasker vi. Vi kan nemlig byde dig på meget mere.

Vi har en bar for enhver, og blandt de gamle kendinge er nye kommet til.

Pianobar

Pianobaren er et helt nyt koncept. Her er et stort sort flygel omringet af borde og bænke.

Allerede klokken 12 går den første pianist på, og barens gæster er med til at vælge numrene, mens de kan vælge mellem fem forskellige Anarkistøl.

Hvis specialøllene ikke kan sikre beruselsens på trods af de høje procenter, så kan stemningen i hvert fald. Det er ikke usandsynligt, at publikum ender med at stå arm i arm og synge med på sangene. Så kan man tale om Smukfest i ordets bogstavelige forstand.

Norge i Hullet

Mere i skjul ligger Norge i Hullet. Her bliver der trukket på den norske kultur, der er kendt for selv at brænde sin alkohol. Og ja, du tænkte rigtigt. Det er nemlig præcis, hvad baren selv gør bag disken. Produktet kalder de for Norsk Moonshine, og der er fire forskellige slags at vælge imellem. Baren har selvfølgelig sørget for, at man kan købe Moonshine med hjem i en helt særlig slags dåse. Når dåsen er fyldt, får den sig en rejse på Smukfest, inden den til sidst bliver sendt til din hjemadresse.

Du Prop

Hvis man selv sidder og længes efter at rejse, kan man tage på Du Prop, der samarbejder med Brasseri Belli. Her er væggene gule og dugene er hvide- og rødternede. Så er man pludselig i Frankrig. Og det er netop tanken bag Du Prop. Det skal være som at sidde på en fransk fortovscafé. Brasseri Belli laver maden, og Du Prop serverer vinen. Et perfekt makkerskab i franske omgivelser.

Pianobaren, Norge i Hullet og Du Prop er bare nogle af de mange tilbud, du finder i skoven. Stubben, Flisbar og resten af banden venter bare på at få besøg.

Hvis du ikke allerede ved det, vil du komme til at finde ud af, at selvom barerne er vidt forskellige, er der én ting, der går igen.

De er altid bemandede af smilende personale.

Smukkere bliver det ikke.

Se kontaktoplysninger