/media/7610/burger_madsen_smuk_livetv_boll-2588.jpg
Foto: Anders Boll

Sådan laver du Arizona Burger

Den legendariske burger igennem 30 Smukfest-sæsoner kan du så'n cirka genskabe derhjemme – se her hvordan!

Af: Randi Rehmeier
6. august 2020

Af de uendeligt mange små og store oplevelser, som man i år kan savne i Bøgeskoven – så er der én, som mange af vores gæster har nævnt: Arizona Burgeren! Måske skal den på menuen til #Hjemmefesten i år?

Her følger opskriften, og så har Burger Madsen i egen person demonstreret for os, hvordan han anbefaler at bøfarbejdet udføres på egen grill, se videoen nedenfor. Annette giver tips til resten af processen, så du kan ramme Arizonaen så tæt som muligt. Men HELT det samme, det bliver det nok kun i skoven.

Opskriften

Burger bolle: Chilistykket, som vi bruger, kan købes i Dagrofa. Men hjemmebagt er også godt. Brødet ristes på kanten af grillen, det giver en god røgsmag.

Burger bøf: Vores bøffer går frit rundt i Irland og græsser til næste år. Men lav jeres egen af magret oksekød. Mindst 160-200g. pr. bøf. Allerbedst; rør en fars med et par æg, en lille smule mel, groft salt og peber og lidt barbecue krydderi… MUMS. Lav dem så flade som muligt. Bøffen steges på grillen, krydres med ekstra groft salt og peber, når den er vendt og osten på.

Bacon: Køb nogle gode tykke skiver slagterbacon. Steg dem sprøde i ovn (nej, her dur grillen ikke).

Agurk: De lange grønne i store skæve skiver. Drys evt. med groft salt.

Salat: Frillice eller anden god salat, Iceberg er i orden.

Rødløg: Det skal være rødløg. Rødløgene kan syltes, det er utroligt nemt og godt.

Ketchup: Heinz Økologisk har den bedste konsistens og smager lidt af barbecue.

Burger dressing: AH Burger dressing er bedst. For de ambitiøse; lav den selv.

Ostesauce: Svær at finde, men nem at lave selv. En god Cheddar kan også bruges. 2 store skiver pr. bøf (3 skriver er frås, men suverænt).

Burgerlommer: Sæt ungerne til at folde et stykke madpakkepapir, som da vi lavede skibe/hatte, dengang der stadig fandtes aviser i papirudgave. Opskrift på YouTube. De kan evt. dekorere dem, mens de venter på maden. Alternativt, vrid den lokale grillbar for nogle stykker.

Når alle ingredienser er klar, samles burgeren med Burger dressing og salat, agurk, løg på underbollen. Derefter bøf, ost, bacon og overbolle med ketchup. Top og bund samles og lægges i lomme (papirhatten).

Så er der serveret!

Se kontaktoplysninger