/media/4670/dsc02210.png
Foto: Orm Bossemeier

Oplevelserne du ikke må misse på Smukfest

Det er fredag, og der er tre dage tilbage af Danmarks Smukkeste Festival. Der er altså masser af tid til at få sig én på opleveren i skoven, når du ikke lige står foran bøgescenen. Her får du en guide til nogle af de oplevelser, du kan opleve i skoven

Af: Andreas Mortensen
10. august 2018

Find din indre artist frem

Kunstnerkassen

På Søbadet kan du få en nær-zoo-oplevelse med den aarhusianske kunstner Ulrik Myrtue. Her sidder han i en boks, hvor han i fuld action dekorerer glasvæggene med dyre- og planteinspirerede illustrationer. Hvis du er sød, kreerer han også lige et sejt rygmærke til din cowboyjakke.

Unmake

Unmake lyser bøgeskoven op, når bøgetræerne bliver fyldt med flotte lysinstallationer mellem Bøgescenerne og Capri. Installationerne er store farve-oplyste områder på alt fra træer til facader og skulpturelle strukturer.

Arrived

Lyder street-performance, der bevæger sig rundt i skoven, ikke ret fedt? Det er i hvert fald det, som Arrived kan. Med en kuffert som eneste bagage udøver de street-performance som mytiske folk fra fortiden. Det starter i Sherwood og bevæger sig rundt i skoven. Så hold øjnene åbne, for man ved aldrig helt, hvornår de dukker op.

Til den aktive festivalgænger

SkovYoga

Når tømmermændene gør sin indtræden, kan man hver dag få de værste spændinger ud af den ømme krop med en gang SkovYoga. Det er hver dag fra 11-12 ved KombiSport, og en bedre måde at kurere det klassiske festivalsyndrom luftmadras-ryg findes næppe!

Trioletisk høvdingebold

Inspireret af Asger Jorns fredsskabende trioletiske fodbold, spiller vi høvdingebold med tre hold. Her er både kærlighed og udklædning en stor del af spillet. Det foregår fredag fra 12-15 på SandHeden.

Krammefabrikken

Krammefabrikken er et sted, hvor man kan komme forbi og konstruere lige præcis det kram, der passer til dig. Her er mange forskellige slags kram på programmet som for eksempel strejkekrammet, pausegymnastikkrammet og madpakkekrammet.

Krammeriet foregår hver dag ved søbadet mellem 13 og 19.

Kan man virkelig det på Smukfest?

Escape room og operation game

Den hollandske kunstnergruppe med det mundrette navn Het Uitvindersgilde byder ind til underholdningen ved Søbadet med flere gakkede tilføjelser som Elektrafette - et enormt operation game til at teste motoriske færdigheder, og Freakshow Escape – Hollands mest teatralske mobile escape room.

Quizkasser

Henover sommeren har smuklinge i massevis dekoreret kasser hjemme i deres haver, der nu på festivalen er taget i brug som Quizkasserne.

Her kan man quizze med og mod andre og alle er velkomne, sæt dig ind i en kasse, slut dig til holdet, og vind både ny viden, nye venner og måske, hvis du er rigtig heldig, fede præmier. Dog skal man være fyldt 18 år for at deltage - flere af præmierne kan nemlig drikkes. Det går løs fredag og lørdag kl. 16.

Power tool race

I vores Ole Opfinder-garage ved udsigten kan gæster pimpe lånt værktøj og derefter deltage i det famøse Power Tool Race. ”Wow, det gav ingen mening, det der”. Frygt ej, det er faktisk meget nemmere, end det lyder.

Man låner et stykke værktøj, pimper det, så det får et helt personligt touch, og så konkurrerer man mod sine medfestivalgængere i gakkede kategorier, som kun fantasien sætter grænser for.

 

 

Se kontaktoplysninger