/media/6641/foedevarerbanken.jpg
Foto: Filip Skov Lundby

Fra madvare på Smuk til måltid ude i verden

I kampen om at være både bæredygtig og tænke på alle mulige måder miljøbevist, har Smukfest allieret sig med Fødevarebanken, der sørger for at madvarer, der er til overs ikke går til spilde.

Af: Brian Mogensen
13. august 2019

Den der Arizona-burger, du ikke spiste? Bare rolig. Den finder nyt liv ude i verden, hvor de gode folk hos Fødevarebanken henter og bringer fra Smukfest til en lang række gode tiltag, der tjener de udsatte og ensomme rundt omkring i landet.

Med tre afdelinger (Aarhus, Kolding og København) med ansatte og en lang række frivillige rundt om i landet, sørger folkene fra Fødevarebanken for at komme ud til forskellige donorer, og samle fødevarer ind, som ellers ville være endt i skraldespanden.

Og der er rigtig mange råvarer, der hvert år ikke bruges, så i stedet for at smide dem ud, kan de gøre gavn andre steder i landet.

”Sidste år hentede vi fire tons. Og vi regner med, at et måltid vejer 400 gram, så så kan du jo selv regne ud, hvor meget, der er tale om. Det drejer sig om rigtig mange måltider,” siger Clara Sørensen, der er frivilligkoordinator hos Fødevarebanken.

De mange måltider bliver givet til steder, hvor der virkelig er brug for al den hjælp, der kan komme.

”Det kan være herberger, krisecentrer, varmestuer. Steder, hvor man som udsat kan få et billigt eller gratis måltid mad. Lavet ud af de råvarer, som vi henter steder som Smukfest”, fortæller Clara.

Fødevarebanken henter fra mange forskellige boder rundt omkring på Smukfest, og når de har modtaget et opkald fra en bod et sted på campingområderne eller festivalpladsen, kommer de ud i deres biler og kigger tingene igennem. De ting, der lever op til Fødevarestyrelsens krav kommer således til at få nyt liv som et måltid til nogen, der virkelig trænger.

Se kontaktoplysninger