/media/6206/walthera-ndweb.jpg

Ny bog om frivilligånden i Danmark

Op mod 100 frivillige, en lang række forskellige frivillligorganisationer og eksperter på området har bidraget til bogen ”Waltherånd” – Skanderborg Festivalklubs nye bog om frivilligånden, der har skabt så meget i Danmark.

9. oktober 2019

Hvad kan frivillighed politisk, organisatorisk, kulturelt og ikke mindst menneskeligt? Danmark har altid været kendt for frivilligheden og foreningslivet, og derfor har det også været genstand for meget forskning og litteratur gennem tiden. Skanderborg Festivalklub forsøger med den nye bog, Waltherånd, at give et helt nyt take på, hvordan og hvorfor frivilligheden og fællesskabet binder os sammen – som stammer, venner og som samfund.

Bestil bogen "Waltherånd" online på www.smukshop.dk (pssst - der er 50% rabat til medhjælpere ved brug af koden "smukcrew"!)

Bag kulisserne i festivalfrivlligheden

På Smukfest er der cirka 15.000 medhjælpere – dvs. ca. én medhjælper for hver tredje gæst – og de lægger hvert år mere end 500.000 frivillige medhjælpertimer for at lave Danmarks Smukkeste Festival. Størstedelen af bogen består af (til tider meget humoristiske og finurlige) tanker og anekdoter fra op mod 100 frivillige fra Smukfest, der fortæller om de oplevelser, der har fastholdt dem i foreningen gennem årerne.

Bogen byder også velkommen til en lang række fagpersoner, eksperter og organisationer, der giver deres bud på, hvad frivilligheden kan og betyder i dagens Danmark. Mød bl.a. professor i psykologi og tidsåndsdebattør Svend Brinkmann fortælle om menneskets længsel efter fællesskaber og den kontinuitet, det moderne menneske har mistet og forsøger at skabe på ny. Eller antropologen Ann Louise Slots syn på det at høre til i en ”stamme” og fælles kultur i frivilligheden.

Skanderborg Festivalklub har ikke udgivet en bog siden ”Bogen SMUK” udkom i 2004, dengang i anledning af 25-års jubilæet. I stil med denne er ”Waltherånd” en stor fætter på 224 sider, men som noget nyt er der ilagt små gaver. Skanderborgensiske pensionister har pakket seks kuverter til hver eneste bog med genoptryk af historiske breve, kuriosa og andre sjove gemmeting.

”Waltherånd” er et forsøg på at indfange noget af det, frivilligheden kan – både set i det helt store perspektiv, men også i det makrokosmos, der findes i det 40-årige fællesskab omkring Smukfest. Forhåbentligt kan det inspirere endnu flere frivillige fællesskaber rundt omkring i Danmark.

Og så er det om noget en bog, hvis ambition er at hylde de mennesker, der siden 1980 har givet deres tid og engagement, når der skulle laves et magisk bal i Bøgeskoven hvert år i august.

Titlen ”Waltherånd” henviser selvfølgelig til Smukfests allestedsnærværende maskot, Walther Skovtrold, hvis hippieagtige, festlige og hjælpsomme livssyn præger medhjælperflokken meget. Ham får du naturligvis også hele historien om i bogen.

Bestil bogen "Waltherånd" online på www.smukshop.dk (pssst - der er 50% rabat til medhjælpere ved brug af koden "smukcrew"!)

Se kontaktoplysninger